Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Seoul, 04/01/2025 - 10:46

Sydkoreas politi beder præsident bane vejen for Yoons anholdelse

Efter fejlslagent forsøg på at anholde Yoon beder Sydkoreas politi om hjælp fra den fungerende præsident.

Af: /ritzau/

Sydkoreansk politi forsætter over weekenden sin indsats for at få landets suspenderede præsident, Yoon Suk-yeol, anholdt.

Fredag stillede Yoons sikkerhedsfolk sig i vejen, da politiet ville anholde ham. Efter flere timer trak politiet sig.

Det betyder dog ikke, at politiet vil opgive at få ham anholdt. Det har lørdag bedt den fungerende præsident om at bane vejen ved at beordre sikkerhedstjenesten til at lade politiet komme til.

Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap ifølge Reuters.

Det er ikke første gang, at politiet kommer med den anmodning, skriver Reuters.

Arrestordren på Yoon skyldes, at han gentagne gange er udeblevet fra afhøringer hos Sydkoreas særlige enhed for korruptionsefterforskning (CIO).

Enheden efterforsker hans beslutning om at indføre militær undtagelsestilstand den 3. december. Den har ført til, at et flertal i Sydkoreas parlament har stemt for at indlede en rigsretssag mod Yoon.

Landets finansminister, Choi Sang-mok, er siden blevet indsat som fungerende præsident. En talsperson for ministeriet afviser lørdag at udtale sig om den nye udvikling, skriver Reuters.

/ritzau/

København, 04/01/2025 - 09:36

Kirkekunstner Peter Brandes er død i en alder af 80 år

Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Peter Brandes har udsmykket flere kirker med sin kunst i Danmark. Lørdag er den 80-årige kunstner død.

Kirkekunstner, maler, billedhugger, forfatter og meget andet Peter Brandes er lørdag morgen afgået ved døden i en alder af 80 år.

Det oplyser hans nære ven Aksel Evin Olesen på vegne af familien til Ritzau.

Den danske kunstner er blandt andet kendt for sine udsmykninger af flere danske kirker. Herunder Roskilde Domkirke og senest Aarhus Domkirke.

Ifølge Kristeligt Dagblad var han frem til sin død formentlig den nulevende kunstner, der har udsmykket flest kirker i Danmark.

I sin levetid har Peter Brandes lavet kunstværker til udstilling i Danmark, i udlandet og til dronning Margrethe.

I Grenaa står en tre meter høj bronzeskulptur, foran Marselisborg Slotspark står en fem meter høj krukke, mere end 50 glasmosaikruder pryder universitetskirken ved Biola University i Los Angeles og på Odense Rådhus er hans store keramiske vaser opstillet.

Det er blot få af Brandes kunstneriske værker, der er at spotte rundt i Danmark og hele verden.

Han har blandt andet også lavet en kæmpe krukke ved Holocaust-museet i Jerusalem.

Han blev født i Assens på Fyn i 1944. Han gik på Marie Jørgensens Skole i Odense, Mulernes Legatskole og Odense Katedralskole.

Sidstnævntes nyeste tilbygning - Brandes-fløjen - er opkaldt efter den danske kunstner, da han har udsmykket alle etagerne, skrev Fyens Stiftstidende i forbindelse med Brandes fødselsdag i marts sidste år.

Udsmykningen af kirker har altid draget multikunstneren, som også har udsmykket Nordlyskatedralen i Norge.

- Jeg har haft mange store og spændende opgaver, men kirkekunst er noget særligt, kirkerummet er så unikt, lød det fra Brandes til Kristeligt Dagblad i 2020.

Han har de seneste år boet og arbejdet i Frankrig, Grækenland og Danmark og var gift med maleren Maja Lisa Engelhardt.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 04/01/2025 - 08:00

FAKTA: Søs Egelinds blå bog

* Søs Egelind blev uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 1982.

* Hun fik sit gennembrud året efter i titelrollen i "Lærenemme Rita" på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg. En rolle, som hun delte med en anden skuespiller ved navn Kirsten Lehfeldt. Det blev begyndelsen på deres professionelle parløb, "Søs og Kirsten".

* Selv om Søs Egelind er mest kendt fra satiregenren, har hun også en række dramatiske roller bag sig. Blandt andet i filmatiseringen af Jakob Ejersbos "Nordkraft", Susanne Biers oscarnominerede film "En chance til" og en opsætning af "Hvem er bange for Virginia Woolf".

Kilde: Det Danske Filminstitut.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/01/2025 - 10:00

FAKTA: Uld holder bedst på fugt

* Uld kan indeholde op til 40 procent fugt uden at føles vådt.

* Hamp og hør ligger på 30 procent.

* For bomuld er tallet 20 procent. 

* De syntetiske tekstiler polyester og polyamid ligger helt nede på 2 procent.

Kilde: Johnny Rodam, sektionsleder, Teknologisk Institut.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/01/2025 - 10:00

Vinterens tørre luft gør dig elektrisk: Sådan aflader du tøjet

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Drop skyllemidlet, og ifør dig masser af uld, hvis du gerne vil undgå alt for mange stød fra bluseærmerne i vinterkulden.

Blusen klistrer irriterende til kroppen og gnistrer måske endda, når du trækker den over hovedet. Vintertid er sæson for elektrisk tøj, og det er en udfordring, der er svær helt at undgå.

Men der er tiltag at ty til for at minimere den, fortæller Johnny Rodam, der er sektionsleder Teknologisk Institut og specialiseret i tekstiler.

- Man kan gå i masser af uldtøj på denne her årstid. De tekstiler, der har de største problemer med statisk opladning, er nemlig de syntetiske som polyamid og polyester, siger han.

Uld og andre naturlige tekstiler, som for eksempel hør og hamp, holder bedre på fugt end syntetiske tekstiler, og det er smart, fordi vandet i fibrene leder elektriciteten væk fra kroppen.

Fugt er netop kuren mod elektriciteten, der kaldes statisk opladning. Den opstår naturligt, når du bevæger dig, og for eksempel dine bukseben gnider mod hinanden.

Om sommeren mærker du dog ikke lige så høj grad til det, fordi den høje luftfugtighed gør, at tøjet hele tiden bliver afladet. Men om vinteren falder luftfugtigheden, og dermed bliver elektriciteten siddende i stoffet.

Ud over at klæde sig i uld, som er i stand til at rumme masser af fugt, er det også en god idé at undgå at bruge skyllemiddel, når du vasker tøj.

- Skyllemidler er ofte vandafvisende. Det gør det derfor sværere for tøjet at optage fugt, hvilket det helst skal gøre så meget som muligt, siger Johnny Rodam.

Han ser i øvrigt en tendens til, at specielt nye boliger har en meget lav luftfugtighed, og det øger forekomsten af statisk opladning.

- Det handler om, at man ikke vil risikere, at der bliver dannet skimmelsvamp. Men nogle moderne hjem har en luftfugtighed, der ligger helt nede på 40-50 procent, og det ville være bedre, hvis den lå lidt højere, lyder det fra Johnny Rodam.

Får du ofte stød, når du rører ved ting i dit hjem, råder Johnny Rodam dig til at aflade dig selv et par gange om dagen. Det kan du gøre ved at lægge en flad hånd på for eksempel køkkenbordet.

- I det øjeblik, du rører en flade, bliver elektriciteten, der har ophobet sig i dit tøj, afladet. Det kan være ved at røre ved en bordplade, forklarer han.

Går du med sko indenfor, kan det også være en god idé at tage dem af, da de isolerer dine fødder mod gulvet, og det gør, at du oplader endnu mere.

Hvis du lader dine fødder være i direkte kontakt med gulvet, foregår der derimod en løbende afladning fra dem til gulvbrædderne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek