Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Stockholm, 14/02/2024 - 10:57

Svenske toldere fandt rekordstore mængder narko i 2023

Mængden af narkotika, der opdages i tolden i Sverige, er større end nogensinde. I 2023 tog tolderne 11 ton.

Johan Nilsson/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/TT

Mængden af narkotika, der blev beslaglagt ved Sveriges grænser, steg til over det dobbelte i 2023 i forhold til året inden.

I alt blev der beslaglagt 11 ton narkotika i Sverige sidste år. Det meddeler det svenske toldvæsen, Tullverket, onsdag.

I 2022 snuppede de svenske toldere i alt 5,2 ton narkotika.

Det er især mængden af cannabis, amfetamin og kokain, der bliver fundet mere af.

Også antallet af beslaglæggelser er fordoblet i 2023 i forhold til året inden, viser tal fra Tullverket.

- Det er en omfattende og avanceret aktivitet, vi møder. Det gør, at vi har foretaget exceptionelle beslaglæggelser i 2023. Det savner historisk modstykke, siger Tullverkets generaldirektør, Charlotte Svensson, på et pressemøde onsdag.

Alene mængden af cannabis, der blev beslaglagt sidste år, er over tre gange så høj som i 2022. Mængden er steget fra 2285 kilo til 7187 kilo.

Tolderne finder blandt andet stoffet i den sydlige del af Sverige tæt ved Danmark, særligt i havnen i Helsingborg.

I denne havn er der også fundet store mængder kokain.

Størstedelen af den kokain, der kommer til Sverige, er sejlet ud fra Ecuador og skjult i containere med frugt og grønt.

I 2023 var der også flere af de helt store fangster, hvor tolderne finder over 100 kilo narkotika.

Hvor der i 2022 var otte store beslaglæggelser, steg det sidste år til 31.

- Vi skal ikke bare nøjes med at stoppe partierne af narkotika, men hele tiden forsøge at nå længere i vores efterforskninger for at komme frem til lederne af de kriminelle netværk, siger Per Westberg, chef for Tullverkets kriminalafdeling, i en pressemeddelelse.

- Sidste år slog vi 21 kriminelle netværk ud, og i alt blev der dømt 225 mennesker for grove forbrydelser til i alt 824 fængselsår baseret på vores efterforskninger.

Tullverkets opgørelse for 2023 viser også, at der bliver beslaglagt færre våben ved Sveriges grænser.

Der bliver dog fortsat smuglet startvåben og gasvåben, som kan købes lovligt i Europa og let bygges om til rigtige våben.

/ritzau/TT

København, 14/02/2024 - 08:59

Vild med dans-stjerne og kæresten flytter fra hinanden

David Leth Williams/Ritzau Scanpix

Kærligheden har haft sine udfordringer, lyder det fra danseren Michael Olesen og Joan Divine, der tilføjer, at ingen ved, hvad fremtiden bringer.

Efter mere end 11 år sammen er Vild med dans-stjernen Michael Olesen og Joan Divines forhold blevet så udfordret, at de flytter hver for sig.

Det oplyser parret i to enslydende opslag delt på deres respektive Instagram-profiler.

- Det er med dyb kærlighed og respekt for hinanden, at vi har valgt, vi skal bo hver for sig, lyder det blandt andet i opslaget.

- Ingen ved, hvad fremtiden bringer. Men lige nu er dette den rette beslutning for os begge. Vi vil for alt i verden stadig gøre alt for den være den bedste familie for vores kærlighedsbarn, Felix, skriver parret og tilføjer, at de ikke har flere kommentarer.

Michael Olesen og Joan Divine har åbenhjertigt fortalt om deres ni år lange kamp for at blive forældre. De begyndte processen, kort efter at de mødte hinanden tilbage i 2013.

Efter utallige forsøg med fertilitetsbehandling i de ni år var Michael Olesen og Joan Divine ved at opgive drømmen. Men flere følgere på de sociale medier havde rådet parret til at prøve en fertilitetsklinik i Rusland.

Parret blev enige om at give det et forsøg - de ville fortryde, hvis de ikke gjorde det, tænkte de. Og her lykkedes det endelig, og deres lille søn kom til verden i sommeren 2021.

Joan Divine har tidligere arbejdet som glamourmodel og er i dag blandt andet fotograf og ambassadør for den klinik, der hjalp Felix til verden, mens Michael Olesen gennem adskillige sæsoner har været blandt de professionelle dansere i underholdningsprogrammet "Vild med dans".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/02/2024 - 16:40

Kendiskok på dybt vand: Kunne intet i fem dage

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Nikolas Strangas, som skulle bespise den celebre besætning i "Over Atlanten", døjede med søsyge. Det var hårdt - sådan er livet - men det slår ham ikke ud.

Inden den kendte kok Nikolas Strangas gik om bord på sejlskibet for at krydse oceanet over Atlanten i discovery+ og Kanal 5-programmet af samme navn, sagde kaptajnen til ham, at det måske ville blive hårdere end noget andet køkken, han har stået i.

Med blot én pande og én gryde skulle Nikolas Strangas kokkerere både frokost og aftensmad til 13 mennesker i de uger, rejsen over oceanet tog. Heriblandt til den celebre besætning bestående af tv-vært Sarah Grünewald, bagedystdeltager Rosa Kildahl, youtuber Rasmus Brohave, skuespiller Jonathan Harboe og rapperen Branco.

- Det tog to timer at koge pasta til så mange. Men vi prøvede at gøre vores bedste, fortæller Nikolas Strangas.

I kabyssen var der cirka 45 grader varmt. Og alt klirrede og tiltede frem og tilbage, i takt med at bølgerne slog ind, fra nærmest det øjeblik de stævnede ud fra Guadeloupe i Caribien og satte kursen mod slutdestinationen på Portugals kyst.

Især Nikolas Strangas var blandt de hårdt ramte af søsyge, og han brækkede sig adskillige gange.

- Jeg var meget syg. Meget syg, gentager han.

- De første fire-fem dage var forfærdelige, de var håbløse, og jeg var helt væk. Men man skal arbejde videre. Det er ligesom i livet, hvor mange har nemt ved at give op eller siger: "Jeg kan ikke klare det". Det eksisterer ikke i vores verden. Vi knokler, lyder det fra Nikolas Strangas.

Nikolas Strangas har arbejdet sig til tops som gourmetkok. Han har stået bag gryderne og været dessertkok på den hedengangne italienske michelinrestaurant Era Ora og på Hotel d'Angleterre i København.

I sin tid var det det kulinariske, som bragte ham til Danmark, men kærligheden, der har fået ham til at blive.

Han er født og opvokset i Grækenland. Men han har i mere end 20 år boet i Danmark. Han fik arbejde på et af Hilton-hotellerne, og her forelskede han sig i receptionisten Lotte. Hende, som han i dag er gift og har to børn med.

Den første lille uges tid af sejladsen havde Nikolas Strangas med egne ord ikke så meget tid til at tænke på dem derhjemme.

- Det var bare overlevelse på forskellige måder og at finde ud af, hvordan jeg skulle lave opgaverne på båden, og hvordan jeg skulle lave maden, fortæller han.

- Bagefter begyndte savnet - men det var med en glæde og på en ret positiv måde. Jeg synes også, det er meget sundt at savne sine børn og savne sin kone og have følelsen af, at de er de rigtige personer i dit liv.

Der var ingen dårlig samvittighed over at drage afsted.

- Det er det bedste, for du kommer tilbage med mere energi til dine børn og din kone og dine venner, lyder det fra Nikolas Strangas.

- Det er en stor gave for alle at rejse væk. Efter "Over Atlanten" har min kone og jeg lovet hinanden, at vi skal lave kæmpe oplevelser for os selv.

Hans hustru har været på yogatur, og selv skulle Nikolas Strangas efterfølgende til Kilimanjaro. Afrikas højeste bjerg, som ligger i Tanzania.

- Vi sætter os selv fri fra det hektiske liv, vi har, og kommer tæt på os selv og på naturen. Og når man gør det på den måde, så får vores kære familie og venner ekstra af dig, mener han.

Han tager gerne turen over Atlanten igen - herunder også opgaven i at bespise besætningen, selv om det kostede søsyge.

- Jeg tager imod alle udfordringer. Det var hårdt. Men livet er også hårdt. Jeg kunne tale om, hvor forfærdeligt det var, men jeg ser positivt på det - det var hårdt. Men det var også sejt, lyder det fra Nikolas Strangas.

"Over Atlanten" kan ses på Kanal 5 og på discovery+.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 14/02/2024 - 11:00

Disse planter tåler meget fugtig jord

* Navr.
* Birk.
* Kornel.
* Benved.
* Hyld.
* Bærmispel.
* Astilbe.
* Engnellikerod.
* Kattehale.
* Daglilje.
* Hjortetrøst.

Kilde: Louise Møller, der er fagredaktør hos Haveselskabet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 14/02/2024 - 11:00

Slå koldt vand i blodet hvis din have er oversvømmet

Morten Stricker/Ritzau Scanpix

De fleste planter i din have er robuste nok til at klare at stå under vand. Som haveejer må du derfor blot tålmodigt lade det spirende forår tørre jorden igen.

Du må plante en god portion tålmodighed i dit indre, hvis de seneste måneders store mængder nedbør har forvandlet hele eller dele af din have til en stor sø.

For der er ikke ret meget at gøre ved problemet - andet end at vente. Det siger Louise Møller, der er fagredaktør hos Haveselskabet.

- Det bedste, man kan gøre lige nu, hvis man har virkelig meget vand i haven, er ikke at gøre noget. Det kan lyde lidt mærkeligt, men det er vigtigt lige at slå koldt vand i blodet, siger hun.

Selv om det kan se voldsomt ud, så bør din have nemlig godt kunne klare skærene og overleve oversvømmelsen.

- De fleste planter er ret robuste. Nogle gange kan man blive helt overrasket over, hvor meget planter rent faktisk kan klare, lyder det fra Louise Møller.

Har du mulighed for det, kan du forsøge dig med at pumpe noget af vandet væk og ned i en kloak. Men det er de færreste, der har den mulighed, understreger fagredaktøren.

Derfor må de fleste haveejere sætte deres lid til, at forårets lys og vind tørrer græsplænen og bedene. Men du skal være opmærksom på, at vandet kan have sat sit præg på jorden i haven. Især, hvis der er tale om lerjord.

- Lerjord holder bedre på vandet end sandjord. Her går der derfor noget tid, før du kan begynde at arbejde med jorden. Så har du planer her i foråret om at anlægge et nyt bed eller plante hække, er det vigtigt at vente, indtil jorden er blevet tilstrækkelig tør, fortæller Louise Møller.

Du risikerer at ødelægge strukturen i jorden, hvis den er for våd, når du graver i den. En tommelfingerregel er, at jorden er for våd, hvis den er mudret og klistrer fast til spaden.

- Det kan gøre stor skade på jorden, hvis du bearbejder den, når den er for våd, og det kan tage flere år at genoprette sådan en skade.

At rode rundt i mudret jord er som at røre rundt i en skål med rugbrødskrummer og vand, forklarer Louise Møller.

- Til sidst får du en grød eller en suppe uden ret meget ilt i. Det samme sker med jorden, og det er der ikke ret mange planter, der lever godt i, siger hun.

Lige så snart jorden er tør og klar til en tur med spaden, kan du overveje, om du skal plante planter, der tåler meget vand.

- Der er nogle planter, der bedre tåler våde forhold end andre. For eksempel den løvfældende busk kornel og hækplanten navr, fortæller Louise Møller.

Planter, der har sværest ved at klare oversvømmelser, tæller blandt andre tørketålende stauder, bøgehække og blomsterløg.

Har din have været meget oversvømmet gennem vinteren, kan du derfor risikere at se færre påskeliljer, erantis og tulipaner her til foråret, end du plejer.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek