Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Tokyo, 04/08/2021 - 10:58

Svedige golfdanskere bunder seks liter vand i Tokyo

Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen brugte solparaplyer og ishåndklæder for at klare første runde.

Murad Sezer/Reuters

Af: /ritzau/

Varmetemperaturen nåede onsdag op på omkring 40 grader i solen på den olympiske golfbane i Tokyo.

Det betød, at de to danske deltagere, Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen, skulle tage en del forholdsregler på deres åbningsrunde, da der var fare for hedeslag.

Nanna Koerstz Madsen nåede undervejs at drikke hele seks liter vand, lød en optælling fra hendes caddie.

- Det lyder voldsomt. Ej, har jeg drukket så meget. Det troede jeg faktisk ikke, siger danskeren, der ligger delt nummer syv efter førstedagen.

Men caddien Nicki Hansen nikker og fortæller, at hun har tømt 12 halvlitersflasker.

Emily Kristine Pedersens væskeindtag lå på samme niveau på onsdagens åbningsrunde, der resulterede i en delt 16.-plads.

- Man drikker vandflasker, som spiste man M&M's. Jeg har ikke helt styr på, hvor mange jeg har drukket, men det er deroppe af, siger hun.

- Det er sindssygt varmt. Jeg plejer ellers normalt ikke at bruge solparaply, men den slog jeg op i dag.

- Vi kan heldigvis gøre de håndklæder, vi har med rundt, våde i isvand ved hvert hul, og ellers handler det bare om drikke en masse vand. Jeg har ikke tisset hele dagen, fordi jeg har svedt så meget, siger hun.

Undervejs pøsede hun også vand på sig selv.

- På et tidspunkt spurgte min caddie, om jeg var med i en "Miss wet t-shirt"-konkurrence, fordi jeg gjorde min trøje våd, siger Emily Kristine Pedersen og slår op i et grin.

Faktisk var hun undervejs nervøs for, om hendes caddie, Benjamin Brewer, ville klare turen rundt, da han jo slæbte på alt hendes udstyr.

- Jeg hørte, at der var to caddies, der var faldet om, og så gik jeg lidt i panik over, hvordan min egen caddie havde det, siger Emily Kirstine Pedersen.

Nanna Koerstz Madsen har tidligere prøvet at spille under mere barske forhold end i Tokyo.

- Tidligere på året var jeg i Thailand og Singapore i samme varme, men der var luftfugtigheden højere, så det var værre. Men det var en god forberedelse til det her, siger hun.

Kvindernes olympiske golfturnering afvikles over fire runder og slutter på lørdag.

/ritzau/

Nyhedsarkiv