København, 25/07/2022 - 11:00
Suspekt: Vi har skålet med Post Malone og tatoveret Joey Moe
Hiphopgruppen Suspekt har haft besøg af både Post Malone og kronprinsen til deres shows. Og de er sultne efter endnu flere vilde festivaloplevelser.
Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus
Suspekt har rappet sig igennem mere end to årtier, og de tre fyre fra Albertslund er langtfra færdige med at indtage landets scener.
Når Emil Simonsen, også kendt som Orgi-E, Andreas Bai Duelund med tilnavnet Bai-D og producer Rune Rask indtager scenen til årets Grøn, er det femte gang de springer på koncertkaravanen.
Og de hårdtrappende fyre har også selv fået sig en ordentlig én på opleveren på diverse festivaler både som optrædende og som publikum.
Hvad er jeres yndlings festival?
- Vi tager på Sonar Festival i Barcelona hvert år. Det tror jeg, er vores yndlingsfestival. Det er elektronisk musik i tre dage. Så er det bare rart at rejse et andet sted hen uden nogen artistforpligtelser, siger Emil Simonsen.
Hvad er jeres mest mindeværdige oplevelse som artister på en festival?
- Umiddelbart vil jeg sige, at det var at stå på Orange Scene i 2015. Men der er utroligt mange andre oplevelser, siger Andreas Bai Duelund også kendt som Bai-D.
- Der er også Smukfest, da Post Malone pludselig står og skænker fadøl med os under "Proletar" og render rundt og har en fest. Det var vildt. Så gik vi af, og så var kronprinsen der også lige, siger Emil Simonsen.
Hvad er jeres mest mindeværdige oplevelse som gæster på en festival?
- En af de mest mindeværdige oplevelser var en koncert med Fela Kutis søn (musikeren Seun Kuti, som er søn af afrobeat-pioneren Fela Kuti, red.), vi så sammen, siger Emil Simonsen.
- Vi sad på et trægulv med varme dåsebajere og kiggede på 30 andre mennesker og tænkte, "hvad er det, vi skal ind til". Så kommer Fela Kutis søn bare ind med "slangen" hængende ned ad benet i silkebukser og hiver en kæmpe sax (saxofon, red.) frem, siger Andreas Bai Duelund og fortsætter:
- Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til, men det var en af de største koncertoplevelser, jeg har haft i mit liv. Det var så fedt.
Hvad er det mest nyttige, I har haft med på festival?
- For mig var det engang på Roskilde Festival, hvor det regnede allermest, der havde jeg krykker med, fordi jeg lige havde trukket en fiber i lysken. Så jeg var på krykker i regnvejr til knæene i syv dage, siger Andreas Bai Duelund og videre:
- Jeg lå på gulvet hjemme i min lejlighed en måned efter og kunne kun kravle ud på toilettet en gang om dagen.
Hvad er det mest unyttige, I har haft med på festival?
- Jeg havde engang sådan en taske på, man kunne hælde sprut i og så gå rundt og drikke det. Det var ubrugeligt, siger Emil Simonsen og fortsætter:
- Det der rom og cola, vi havde fyldt i, hold kæft, hvor smagte det dårligt. Det blev bare 37 grader varmt. Jeg kan ikke anbefale at rende rundt og drikke sprut af en taske, det er for dumt, når der er så meget fadøl omkring en.
Hvad glæder I jer allermest til ved at skulle på Grøn i år?
- Mødet med menneskerne. Med publikum, med de frivillige, med de andre artister. At være sammen med så mange mennesker. Det er hårdt og intenst, men vi har lige kørt fire år uden, siger Emil Simonson.
- I løbet af de to uger, når vi i hvert fald at se alle de andre artister optræde en gang. Vi er nødt til lige at se, hvad folk laver. Også bare for at vise noget support. Det er pisserart, når man selv står deroppe, at man ser de andre artister lige banker en fadøl og er i godt humør, siger Andreas Bai Duelund.
- Jeg kan huske, at Nik og Jay engang stod og så vores koncert. Det var sygt. Sidste gang på Grøn var Joey Moe også sådan: "Hey, må jeg ikke komme op og være en af dem, der får en tatovering på scenen?". Øh jo, du må!, siger Emil Simonsen og fortsætter:
- Så fik han "proletar" tatoveret på sin overarm. Hver dag kom han ind på scenen til sangen "Proletar" og fik skrevet lidt mere på sin tatovering. Så spurgte vi så, om han ikke ville være med til at synge "Proletar" til den sidste koncert.
- Så tingene kan udvikle sig undervejs (i løbet af Grøn-turnéen, red.). Og relationer udvikler sig, supplerer Andreas Bai Duelund.
/ritzau/