København, 08/02/2021 - 10:58
Sundhedsstyrelsen: Ryk fastelavn og valentinsdag ud i det fri
Vinterferiens aktiviteter bør foregå ude. Valentinsdag kan fejres med en gåtur eller picnic i sneen.
Af: /ritzau/
Vinterferien er lige om hjørnet, og det samme er fastelavn og valentinsdag.
Men for at begrænse smitterisikoen anbefaler Sundhedsstyrelsen, at alle vinteraktiviteter rykkes ud i det fri.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Det anbefales, at vinteraktiviteter begrænses til husstanden eller den faste omgangskreds på de samme fem personer.
- Ved fastelavn bør I finde på andre aktiviteter end at mødes til traditionelle tøndeslagning og raslen fra dør til dør. Det er arrangementer, som er forbundet med større risiko for smittespredning.
- I kan i stedet spise fastelavnsboller og slå katten af tønden med dem, I ser og er sammen med i forvejen. Eller lave en skattejagt til den lille gruppe, som dit barn i forvejen ser, skriver styrelsen i sine anbefalinger.
Planlægger man at fejre valentinsdag, bør det også foregå på en forsvarlig måde. Hvis man skal mødes med en ny flirt, så anbefales det at være kreativ på daten.
- Tag kaffen med på en gåtur, skriv et kærestebrev eller lav en picnic i sneen, foreslår styrelsen.
/ritzau/