København, 29/01/2022 - 10:35
Storm aflyser stribevis af færgeafgange og ændrer togplaner
DSB kører efter ændret plan på en række togstrækninger, mens adskillige færger er aflyst på grund af vejret.
Af: /ritzau/
Stormen Malik påvirker trafikken både på land og til vands.
En række færgeafgange er aflyst på grund af det kraftige blæsevejr, som stormen, der ventes at ramme Danmark lørdag eftermiddag, vil føre med sig.
Færgeselskabet Scandlines har aflyst afgangene mellem Gedser og Rostock fra lørdag eftermiddag frem til søndag morgen, oplyser selskabet i en meddelelse. Den normale sejlplan ventes genoptaget søndag formiddag.
Læsøfærgen har aflyst afgange fra Læsø og Frederikshavn lørdag eftermiddag og søndag morgen.
Senere afgange søndag kan også blive aflyst.
Color Line har aflyst alle deres afgange lørdag mellem Hirtshals og Kristiansand i Norge samt mellem Hirtshals og Larvik i Norge.
- Vi aflyser på grund af vores vejrprognoser. Det kommer simpelthen til at blæse for meget, siger Henrik Renneberg, der er administrerende direktør for Color Line Danmark, ifølge B.T.
Molslinjen har også aflyst flere afgange på Samsølinjen mellem Kolby Kås på Samsø og Kalundborg på Sjælland.
Det oplyses også, at flere afgange kan blive aflyst på grund af vejret. Herunder ruten mellem Aarhus og Sjællands Odde.
Samsø Rederi har aflyst ti af weekendens afgange. Det gælder færgen mellem Aarhus og Sælvig og færgen mellem Hou og Sælvig.
Stormen rammer også trafik på landjorden. DSB kører efter ændret plan på en række togstrækninger.
Skal man eksempelvis frem og tilbage mellem Aalborg Lufthavn og Aarhus er det vigtigt at være opmærksom på, at lyntogene på strækningen ikke stopper mellem de to destinationer.
Regionaltogene mellem Aarhus, Fredericia og Esbjerg kører heller ikke. I stedet kan man benytte sig af InterCity-togene.
Også biltrafikken vil blive ramt. Blandt andet ventes Storebæltsbroen lukket på grund af kraftig vind fra klokken 22.00 lørdag aften til klokken 10.00 søndag.
/ritzau/