Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/09/2019 - 10:58

Store kvaler udskyder politiforlig med et år

Der er så store udfordringer for politi og kriminalforsorg, at justitsministeren udskyder tunge forhandlinger.

Af: /ritzau/

Justitsminister Nick Hækkerup (S) udskyder forhandlingerne om et nyt fireårigt politiforlig med et år grundet store udfordringer. Det oplyser Justitsministeriet.

Der skulle have været forhandlet nyt politiforlig i efteråret for at komme frem til en fireårig politisk aftale, der skulle løbe fra 2020. Men det er nu udskudt, så forhandlingerne skal ske i efteråret 2020 og aftalen løbe fra 2021.

- Vi har et politi og en anklagemyndighed, som er meget pressede, og som mangler ressourcer og har masser af overarbejde. Hvis vi skal have løst de problemer, er vi nødt til at tænke os godt om, siger justitsminister Nick Hækkerup til DR i et interview.

- Det handler både om, at de skal have flere ressourcer, men også om at se, om der er nogle ting, vi kan gøre bedre, så politifolkene kommer tættere på borgerne.

Ministeren har tidligere sagt, at man vil lave en aftale for 2020, der giver 150 flere betjente.

/ritzau/

Nyhedsarkiv