Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/02/2024 - 10:56

Statsminister om topmøde i ly af Orban-trussel: Ser svært ud

EU-ledere håber på en aftale om flere penge til Ukraine under topmøde, hvor Ungarn truer med et veto.

Af: /ritzau/

Toårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine nærmer sig, men der er sprækker i støtten fra Ungarn, som vækker frustration blandt de øvrige medlemslande af EU.

Statsminister Mette Frederiksen (S) mener forud for et topmøde i Bruxelles, at det ser svært ud at nå en aftale, når Ungarns Viktor Orbán truer med veto mod flere penge til Ukraine.

- Mødet handler først og fremmest om at sikre økonomi og yderligere donationer til Ukraine. Ingen har i mine øjne ret til at stille sig uden for hele tiden.

- Han kan ikke køre os trætte, han kan ikke køre mig træt, det kommer ikke til at ske, siger Mette Frederiksen.

EU-lederne vil torsdag gøre et nyt forsøg på at presse Orbán til at støtte lån af penge til Ukraine.

Han har nedlagt veto og bruger situationen til at forsøge at få politiske indrømmelser fra EU-landene. Han kræver, at der skal forhandles om støtten hvert år.

Afsættet er, at EU-Kommissionen har fremsat et forslag om 50 milliarder euro til Ukraine over fire år.

Det skal sikre ro om landets økonomi, så man blandt andet kan betale for drift af skoler og hospitaler, mens krigen mod de russiske invasionsstyrker fortsætter.

De øvrige EU-lande håber på et kompromis, men hvis Orban ikke lader sig overtale, kan landene blive nødt til at lave en lappeløsning med mindre lån på den korte bane, hvilket vil være mere besværligt.

I 2022 indefrøs EU-Kommissionen 22 milliarder euro i EU-midler, der ellers skulle gå til Ungarn, fordi landet ikke levede op til EU's retsstatsprincipper.

Siden blev mere end ti milliarder frigivet. Det skete forud for EU-topmødet i december, hvor Orbán truede med et veto mod optagelsesforhandlinger til Ukraine.

Det er endnu uvist, om det vil lykkes landene at indgå en aftale torsdag.

- Men jeg vil omvendt ikke lægge skjul på, at det ser ret svært ud.

- Med al hvad vi ser ind i - ikke mindst sikkerhedspolitisk - har vi behov for et stærkere og større Europa, så mit ærinde er ikke at smide nogen ud, men det er klart, at alle er nødt til at arbejde for det fælles bedste, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek