Madrid, 09/01/2021 - 10:47
Soldater redder bilister ud af sjælden spansk snestorm
Madrids borgere er blevet bedt om at blive hjemme under kraftig snestorm, som skaber kaos.
Af: /ritzau/
Noget så sjældent som en snestorm har fundet vej til Spanien. Og det skaber trafikkaos i det normalt solrige land.
Således er soldater sat i værk for at redde borgere, som sidder fanget i deres biler i snestormen på veje nær hovedstaden, Madrid.
Sneen begyndte at falde torsdag. Fredag eftermiddag begyndte det kraftige snefald, forårsaget af stormen Filomena, at skabe problemer på tværs af landet.
Tusinder af bilister sidder fast på vejene, og Madrids lufthavn er blevet lukket. Mindst 50 fly til Madrid, Málaga, Tenerife og Ceuta - et spansk område i Nordafrika - er blevet aflyst.
Tog mellem Madrid og sydøstlige byer som Alicante og Valencia er aflyst, mens busserne ikke kører i Madrid.
Madrid og fire andre regioner er i det højeste beredskab på grund af snefaldet, som ifølge meteorologerne ventes at fortsætte. Madrids byråd har bedt borgere om at blive hjemme.
En kvinde strandet i sin bil på en motorvej fortalte fredag om sine oplevelser til den spanske tv-station RNE.
- Jeg kørte afsted for at besøge min mand på hospitalet og har været strandet her i tre timer. Det er en tur, der normalt tager 15 minutter, fortalte hun fra sin bil.
Røde Kors har leveret mad til lastbilchauffører, som har været fanget på en motorvej nær Madrid.
Mens nogle ærgrer sig over at sidde timevis i kø, byder andre sneen velkommen.
Folk på ski er set glide igennem sneen på pladsen Puerta del Sol i den centrale del af Madrid. En video på sociale medier viser sågar en mand, som sidder på en slæde, der bliver trukket frem i sneen på gaderne i hovedstaden af hunde.
Madrid og otte andre provinser er for første gang på det øverste niveau af vejrvarslingssystemet, siden det blev introduceret i 2007.
Fodboldkampen mellem Atlético Madrid og Athletic Bilbao, som skulle være spillet lørdag klokken 16.15, er blevet udsat på grund af en snestormen i den spanske hovedstad.
/ritzau/Reuters