Seoul, 19/07/2023 - 10:57
Soldat var i slåskamp og sparkede politibil før Nordkorea-afstikker
Det var ifølge USA "med overlæg", da soldat flygtede ind i Nordkorea, hvor hans skæbne er uvis.
Af: /ritzau/Reuters
En amerikansk soldat, der tirsdag under en grænserundvisning flygtede ind i Nordkorea, var en kendt mand i retssystemet.
Soldaten, Travis King, stod således måneder forinden over for beskyldninger om overfald.
Han har også fået en bøde for at gøre skade på en politibil.
Det fremgår af en afgørelse i retten samt oplysninger fra en advokat, som repræsenterer soldaten.
Det står endnu ikke klart, hvorfor soldaten tirsdag valgte at tage en afstikker til den lukkede nation, som tidligere har tilbageholdt en række amerikanere.
Amerikanske embedsmænd melder, at Travis King havde været fængslet i Sydkorea og var færdig med sin afsoning, da han af amerikansk militær blev transporteret til lufthavnen for at vende hjem til sin enhed i USA.
Her besluttede han sig dog tilsyneladende i stedet for at tage del i en rundvisning ved den nordkoreanske grænse, hvor han ifølge USA "med overlæg" flygtede.
I USA ventede der ifølge amerikanske embedsmænd King en disciplinær straf. Men det står ikke klart, hvilken sag straffen relaterer sig til.
Foreløbig står det imidlertid klart, at King havde erkendt sin skyld i en sag om overfald og ødelæggelse af offentlig ejendom i forbindelse med en hændelse i oktober.
8. februar fik han af en domstol i Seoul en bøde på over 26.000 kroner, viser en kendelse.
Ifølge domstolen slog King 25. september sidste år en mand flere gange i hovedet på en natklub. Men der blev indgået forlig i sagen.
To uger senere, 8. oktober, reagerede betjente på en ny uoverensstemmelse, hvor King var involveret. Her forsøgte de at afhøre ham. Men han fortsatte med at udvise "aggressiv adfærd" uden at besvare spørgsmål fra politiet, viser retsdokumentet.
Politiet placerede ham herefter på bagsædet af patruljebilen. Her bandede han og hånede koreanere, den koreanske hær og det koreanske politi, står der i kendelsen.
Under tiraden sparkede han til bildøren flere gange og forårsagede skader for omkring 3000 kroner. Ifølge domstolen erkendte han beskyldningerne mod ham og betalte for at få bilen repareret.
Aktuelt forsøger det amerikanske militær at finde ud af, hvad der er sket med soldaten, som menes at være i nordkoreansk varetægt.
Det amerikanske udenrigsministerium forbyder amerikanere at rejse ind i Nordkorea.
Det skyldes "den fortsatte alvorlige risiko for anholdelser og langvarig tilbageholdelse af amerikanere".
Forbuddet blev indført, efter at den amerikanske studerende Otto Warmbier blev tilbageholdt under en rundrejse i landet i 2016.
Han døde i 2017, efter at han blev løsladt fra fængslet og kom tilbage til USA i koma.
/ritzau/Reuters