Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Berlin, 14/12/2022 - 10:59

Scholz: Putin har ikke opnået et eneste af sine mål i Ukraine

Tysk forbundskansler sender advarsel til EU-landet Ungarn efter forsøg på at blokere EU-hjælp til Ukraine.

Michael Kappeler/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har ikke opnået et eneste af sine mål under krigen i Ukraine.

Det siger den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, under en tale i den tyske rigsdag.

I en slet skjult advarsel til Ungarn siger han samtidig, at enhver, der tror, at de kan underløbe EU's værdier, vil fejle. Det siger han, efter at Ungarn har forsøgt at blokere for milliardhjælp fra EU til Ukraine.

- Ikke en eneste af Putins planer har virket, siger han og konstaterer, at den russiske præsident har "forregnet sig fundamentalt".

Han troede, siger Scholz, at hans soldater kunne overløbe Ukraine inden for få dage. At Europa og det demokratiske Vesten var alt for splittet til på en effektiv måde at kunne hjælpe Ukraine.

- Han troede, at han kunne udtørre Europas solidaritet ved at lukke for gashanen, lyder det fra kansleren.

Men Putin tog fejl af "ukrainernes mod, af Europa, af os, af karakteren af vores demokratier, af vores vilje til at modstå stormagtsmani og imperialisme".

Han sender samtidig en advarsel til Ungarn og landets leder, Viktor Orban, som har opretholdt tætte forbindelser til Putin under den russisk-ukrainske krig.

- Enhver, der tror, at han kan undergrave EU's værdier, som ethvert EU-land har forpligtet sig overfor, ved at blokere for dets udenrigs- og sikkerhedspolitik, vil fejle, siger han ifølge Reuters.

Ungarn opgav tidligere på ugen sin modstand over for den store økonomiske hjælpepakke til Ukraine, som EU står klar med til det krigsramte land.

Scholz siger, at støtten til Ukraine og sanktionerne mod Rusland vil blive øget, så længe Putin fortsætter sin krig i Ukraine.

- Ingen lider så meget under Ruslands krig som ukrainerne, og vi står fast ved deres side, lover han.

/ritzau/dpa

Nyhedsarkiv