Leicester, 23/02/2022 - 10:46
Schmeichel spår succes for motiveret Eriksen i Brentford
Kasper Schmeichel glæder sig til at få Christian Eriksen i aktion for Brentford og for landsholdet.
Af: /ritzau/
Landsholdsmålmand Kasper Schmeichel føler sig sikker på, at Christian Eriksen bliver en succes i Premier League-klubben Brentford, og at han får comeback på det danske landshold.
De to fodboldstjerner mødtes 14. december sidste år til Lars Høghs begravelse, og ved den lejlighed kunne Schmeichel se, hvor meget Eriksen brændte for at komme i gang med at spille fodbold igen. I januar indgik Eriksen så en halvårig kontrakt med Brentford.
- Jeg mødte ham - desværre - til en begravelse for et par måneder siden, og jeg kunne se i hans øjne, at han var klar til at spille. Han havde ild i øjnene og en stor lyst til at komme tilbage.
- Jeg tror, han bliver en god tilføjelse i Brentford. Jeg kan også se, at han har spillet to testkampe, der har været lukket for offentligheden, og der har han angiveligt vist, at han er ved at være sig selv igen.
- Så personligt kan jeg ikke vente med at se ham spille i Premier League, men endnu vigtigere at se ham tilbage på det danske landshold, siger Kasper Schmeichel.
Eriksen har spillet testkampe mod Southend og Rangers. Sidstnævnte var modstanderen mandag, hvor Eriksen lagde op til to mål.
Fynboen har ikke spillet en betydende kamp, siden han 12. juni sidste år kollapsede under EM-kampen mellem Danmark og Finland i Parken.
/ritzau/