Paris, 02/06/2022 - 10:47
Ruud-lejr affejer Runes påstand om hovering som løgn
Casper Ruuds far og træner hævder, at "det er slet og ret løgn", at nordmanden råbte hoverende til danskeren.
Af: /ritzau/
Der er forskellige synspunkter omkring, hvad der foregik i omklædningsrummet efter Holger Runes kvartfinalenederlag til norske Casper Ruud natten til torsdag i French Open.
Den 19-årige dansker beskyldte efter nederlaget sin fire år ældre modstander for at have råbt "JAAAA" ind i hovedet på ham.
Men den udlægning bliver torsdag formiddag afvist af den norske lejr.
- Det er slet og ret løgn, skriver Ruuds far og træner, Christian Ruud, i en besked til NRK.
Holger Rune forklarede efter kampen til Ekstra Bladet, at nordmanden hoverende havde råbt til ham, da de var stødt på hinanden.
- I omklædningsrummet skal hans team og ham forbi mig. Teamet er egentlig meget søde, men så går han bare direkte hen til mig og råber "JAAAA" lige op i hovedet på mig, fortalte Holger Rune til Ekstra Bladet.
- Du kan juble på banen alt det, du vil, og være glad. Det gør jeg også selv, når jeg vinder. Men det der er så dårlig stil. Hav dog lidt respekt, tilføjede han.
Holger Rune tabte med cifrene 1-6, 6-4, 6-7, 3-6 til Ruud, der er nummer otte i verden.
/ritzau/