Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Rungsted, 28/03/2022 - 10:40

Rungsteds ishockeyherrer har fundet slutspilsmojo frem

Rungsted Seier Capital ligner igen en bejler til det danske mesterskab efter et svagt grundspil.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Efter et svært efterår med flere nederlag end sejre ligner Rungsted Seier Capital igen det hold, som i sidste sæson på overbevisende vis erobrede den danske ishockeytrone.

For lidt over en uge siden satte de forsvarende danske mestre et punktum på Herning Blue Fox' sæson med en samlet sejr på 4-1 i kvartfinaleserien.

Rungsted er begyndt at vise tænder igen, når det virkelig gælder. Og man kan derfor roligt sige, at holdet har fundet sin slutspilsmojo frem, hvilket har gjort noget ved stemningen i klubben.

- Vi vidste, at vi kunne præstere væsentligt bedre, end vi gjorde. Vi ser os selv som et af de hold, der skal kæmpe med om guldet.

- Men kiggede man på tabellen, lignede vi ikke et hold, som skulle det. Det synes jeg, vi har fået vist i slutspillet, at vi kan, siger Rungsted-spilleren Rasmus Thykjær Andersson.

Det løftede niveau tilskriver han især den store erfaring på holdet.

- Vi har en stor gruppe af kernespillere, der har spillet sammen de seneste mange år, og som har lavet gode resultater i slutspillet, siger Thykjær Andersson.

Rungsted Seier Capital har vundet 28 af sine 34 seneste kampe i slutspillet. Det har trukket holdet sejrrigt igennem de seneste syv serier.

Ud over slutspilserfaring stiller færre skader holdet i en bedre situation sammenlignet med kampene i grundspillet.

- Det så lidt mørkt ud for tre-fire måneder siden. Vi havde en del skader, og flere ting fungerede ikke, som de skulle, siger Rungsteds svenske cheftræner, Erik Hjalmarsson.

Han glæder sig over at have flere af sine spillere tilbage, heriblandt Sebastian Bergholdt, der var involveret i fire mål i serien mod Herning.

- Det er super vigtigt at have spillere tilgængelige for at have de bedst mulige arbejdsvilkår. Det gør en stor forskel, siger svenskeren.

Det er ikke kun de fysiske fordele ved en skadesfri trup, der har givet holdet et løft. Rasmus Thykjær Andersson fremhæver også holdets mentalitet.

Ifølge ham har mentaliteten i truppen ændret sig i slutspillet.

- I slutspillet er vi startet fra nul, og nu kan al ske. Alle har vidst, at nu er det do or die, siger Thykjær Andersson, der har været en stor profil for Rungsted i indeværende sæson.

Den 24-årige dansker mener, at slutspilsmentaliteten har ændret måden, holdet spiller på.

Helt konkret har han set holdet spille med større fart og intensitet, som det ikke har formået gøre tidligere på sæsonen.

- Vi elsker at vinde og ved, hvor sjovt det er. Det er den følelse, vi spiller for som gruppe. Tørsten efter at vinde har skabt det hele, lyder det fra Rungsted-spilleren.

Rungsted Seier Capital møder tirsdag aften Esbjerg Energy på udebane i den første kamp i semifinaleserien.

/ritzau/

Nyhedsarkiv