I folkeskolen fulgte Eske Willerslev ikke med i timerne, lavede ikke sine lektier og fik dårlige karakterer.
Han hadede at gå i skole.
- Jeg var så langt bagud, for jeg lærte ikke en skid. Der var så meget, jeg ikke kunne - hverken læse, skrive eller regne. Jeg kunne ikke en kæft, siger han.
- Jeg ser tilbage på min skolegang som en lidelseshistorie, griner forskeren, der er aktuel med dokumentaren "Hunt for the Oldest DNA", der følger hans søgen efter forhistorisk DNA i den arktiske jord.
For selv om professoren i dag er verdensberømt for sin forskning i evolutionær biologi, følte han sig i mange år fanget af skolens stringente struktur og mange regler.
- Du får at vide, hvad du skal hele tiden. Du må ikke engang bestemme, om du vil udenfor eller blive inde i frikvarteret.
- Du får at vide, at nu skal du læse det her eller lave denne opgave, siger han og tilføjer, at der ikke var særlig stor forståelse for at se verden på forskellige måder, siger han og kalder det "fuldstændig frihedsberøvelse".
Heller ikke naturvidenskaben, der senere skulle blive Eske Willerslevs helt store passion i livet, fangede ham.
- Enten læste man om, hvad andre havde fundet ud af - rimelig kedeligt - ellers så lavede du gudhjælpemig det samme forsøg, som titusinder, hvis ikke hundredtusinder, af unge mennesker havde lavet før dig. Der er jo intet videnskabeligt eventyr i det, siger han og fortsætter:
- Det, der er det fede ved at være videnskabsmand, er, at du får lov at lave noget, der rykker ved vores forståelse af verden. Det er jo det, der er eventyret. Det er en kæmpe glæde, som du ikke bliver eksponeret for, fordi man bare sidder og laver det samme som alle andre og kender svaret på forhånd.
I og uden for skolen hang Eske Willerslev ud med dem, som lærerne kaldte det forkerte selskab. Det var elever fra klassen over hans egen. Unge mennesker, der røg hash, drak, gjorde sig i småtyveri og slåskampe.
- Men det var de bedste venner, jeg nogensinde har haft, fordi man kunne regne med dem. Vi havde hinandens ryg, siger han.
Dengang vidste han godt, at hverken venskaberne eller tilgangen til skolen gik i længden.
Når der var forældremøde, sad læreren og vred sig for at kunne sige noget som helt positivt om Eske Willerslev.
- Men der var ingenting, fortæller den i dag 52-årige professor.
Samtidig blev det vildere og vildere i Eske Willerslevs vennegruppe. Drengestregerne eskalerede til hårdere stoffer og mere seriøs kriminalitet.
- Der var bare et eller andet i mig, der vidste, at det var uholdbart. Jeg vidste, at jeg aldrig ville komme til at blive til noget, hvis jeg fortsatte på den måde, siger han.
Selv om de voksne gennem flere år, havde forsøgt at få Eske Willerslev på ret køl, mener forskeren i dag, at det var vigtigt, at han selv tog beslutningen.
- Det er et spørgsmål om, at du selv ved, at det er rigtigt. For da jeg først var kommet til den erkendelse, så skiftede jeg næsten fra den ene dag til den anden, siger han.
Med et stoppede han med at se sine venner og forsøgte at rette op på flere års problemfyldt skolegang.
Han husker særligt tyskeksamen i niende klasse, der blev det store vendepunkt for ham.
Hans tysklærer ville flytte ham fra a-niveau ned til b-niveau, fordi det gik "ad helvede til", husker Eske Willerslev.
- For mig var det så stor en ydmygelse - og jeg så det som en personlig ydmygelse. Jeg sagde til læreren, at det ikke kom til at ske, og så satte jeg mig ned og læste og læste, siger han.
Til eksamen endte han med at få 11 på a-niveau - klassens højeste karakter, husker han.
Der lærte Eske Willerslev en livslektie, der har fulgt ham lige siden.
- Det kan godt være, at jeg ikke var den klogeste i klassen eller den skarpeste eller den hurtigste. Men hvis jeg lagde arbejdet i det, så kunne jeg vende min skæbne og ændre min situation. Og det er en ekstremt vigtig erkendelse, som jeg har brugt lige siden, siger han og fortsætter:
- Jeg ved godt, at jeg ikke er den klogeste. Der er altid nogle, der er klogere end dig. Der er altid nogle, der er hurtigere end dig. Der er altid nogle, der er alt muligt andet end dig. Men du kan kompensere ved at arbejde hårdere end alle andre, og så kan du få succes.
Siden da har Eske Willerslev knoklet, men det er i mødet med forskningen, da han som studerende på universitetet skrev speciale, at han får alt det, han aldrig fik i folkeskolen.
Frihed.
Der blev det klart for Eske Willerslev, at al uddannelse - både folkeskolen, gymnasiet og universitetet - handler om at tænke ligesom alle andre.
- Det er det, vi lærer, og det vi får karakterer for. Altså hvor gode vi er til at tænke på den måde, læreren tænker eller bogen sagde, man skulle, siger han.
Modsat sammenligner Eske Willerslev forskning med et spil skak. Der er nogle regler, man skal følge, men ellers er der frit spil på pladen.
- Men når du først er blevet forsker, så handler det om at gøre noget andet end alle de andre, griner han.
Eske Willerslevs erfaring er i dag, at man ikke skal lade sig kue af autoriteter, hvis man vil lave noget nyt. Man skal være i stand til at tro nok på sig selv til at stå fast.
Modstand er en grundbetingelse, hvis man vil lave forskning, der rykker ved vores verdens forståelse, forklarer forskeren.
- Banebrydende forskning er forskning, som folk enten ikke troede kunne lade sig gøre, eller et resultat som ingen regnede med. Ellers påviser man jo bare, hvad man regnede med, og det er der intet banebrydende over. Så folk skal, synes, at det er langt ude. Det er et kriterie, siger Eske Willerslev.
"Hunt for the Oldest DNA" er instrueret af den canadiske antropolog Niobe Thompson. Dokumentaren har premiere på den danske filmfestival CPH:DOX.
/ritzau/
