Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/08/2022 - 10:50

Regn giver mange henvendelser til forsikringsselskaber

Drivvåde kældre og kloakvand i ejendomme har medført mange henvendelser til forsikringsselskaber.

Af: /ritzau/

De store mængder nedbør i weekenden har betydet et stort antal henvendelser til flere forsikringsselskaber.

Både Topdanmark, Alm. Brand og Codan fortæller om mange opkald fra kunder.

Alene Topdanmark har modtaget omkring 200 henvendelser i løbet af weekenden.

Det er det højeste antal i år, fortæller Helene Vogt Ibsen, skadeschef i Topdanmark Forsikring.

Det er særligt borgere med kældre, som er blevet hårdt ramt af nedbøren, siger hun.

- Der, hvor det er værst, har man fået vand ind. Det er særligt folk med kældre. Det er simpelthen fordi, vandet ikke kan få naturligt afløb, når der kommer så meget på en gang.

Allerværst er det de steder, hvor kloakvand er kommet ind.

- Det er decideret sundhedsskadeligt, og noget man har brug for hjælp til at få renset væk, siger Helene Vogt Ibsen.

Hos Alm. Brand Group, som omfatter selskaberne Alm. Brand og Codan, ligner situationen den, Topdanmark står med.

Det fortæller presseansvarlig i Alm. Brand Mikael Winkler.

- Vi har modtaget omkring 200 henvendelser indtil nu.

- Halvdelen er relativt akutte henvendelser, hvor vi har været ude allerede nu, men situationen udvikler sig. Vi får formentlig flere anmeldelser i løbet af dagen, siger han.

Henvendelserne begyndte at vælte ind allerede fredag hos Topdanmark. Der var det særligt henvendelser fra Nord- og Midtjylland.

Lørdag var det Sjælland - særligt Roskilde-området - hvor borgerne ringede ind på grund af vandskader.

- Det medfører, at vi sender akut skadeservice ud, som hjælper vores kunder med at pumpe vand ud af kældre, få sat affugtning i gang og hjælper med at redde deres inventar, siger Helene Vogt Ibsen.

Nyhedsarkiv