København, 08/12/2021 - 10:58
Regeringen holder pressemøde om corona og mulige restriktioner
Statsministeren har forud for pressemødet varslet nye coronarestriktioner, men uden at gå i detaljer.
Af: /ritzau/
Statsministeriet indkalder til et pressemøde onsdag klokken 18.30 om coronasituationen i Danmark.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har allerede varslet nye restriktioner. Dog uden at gå i detaljer.
Coronasmitten stiger, selv om der allerede er krav om mundbind i offentlig transport og i butikker, og selv om coronapasset er blevet genindført flere steder.
En ny variant kaldet Omikron har spredt sig i samfundet fra det sydlige Afrika og skabt bekymring for, om den er mere smitsom.
Tirsdag blev der registreret 6324 nye tilfælde af coronavirus i Danmark. Det er det højeste antal på et døgn i løbet af epidemien.
For at begrænse den stigende smitte med coronavirus, anbefaler Epidemikommissionen, at folkeskoleelever bliver sendt hjem fra skole den 15. december til og med 4. januar.
Det erfarer TV 2 onsdag.
Epidemikommissionen kan komme med indstillinger til Folketinget og regeringen om håndteringen af coronavirus.
I anbefalingerne er der også en kraftig opfordring til, at julefrokoster bliver aflyst.
Derudover anbefaler kommissionen, at store begivenheder med over 50 stående gæster bliver droppet, samt at nattelivet i form af diskoteker bliver lukket.
/ritzau/