København, 01/04/2020 - 10:49
Radikale vil stemme imod dobbeltstraffe under coronakrise
Det bliver ikke et enigt Folketing, der stemmer for hårdere straffe under coronakrisen. Radikale er imod.
Af: /ritzau/
De Radikale vil stemme imod den hastelov, der vil give dobbeltstraf til en lang række forbrydelser, hvis de har afsæt i coronakrisen. Loven er for forhastet og er blevet politiseret, mener partiet.
Det oplyser partiets retsordfører, Kristian Hegaard, til Ritzau. Siden coronakrisens udbrud er hastelove ellers blevet enstemmigt vedtaget i Folketinget.
- Vi stemmer imod. Der er simpelthen så mange tidsler i dette her, at vi simpelthen ikke kan stemme for det.
- Det er allerede en skærpende omstændighed, hvis der bliver begået kriminalitet med afsæt i corona, siger han.
Loven startede med at ville give dobbelt - eller i nogle tilfælde firedobbelt - straf for eksempelvis tyveri af værnemidler. Siden er den dog blevet udvidet voldsomt til også at gælde ting som maskeringsforbuddet, fornærmende tiltale til betjente og forstyrrelse af den offentlige orden.
/ritzau/