Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/10/2020 - 10:36

Radikale mister opbakning efter intern strid og krænkelser

Det er flere år siden, at De Radikale har fået lavere opbakning fra vælgerne i en Voxmeter-måling.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Interne stridigheder, seksuelle krænkelser og den politiske leders afgang har til tilsyneladende gjort vælgeropbakningen til De Radikale mindre.

I den nyeste meningsmåling fra analyseinstituttet Voxmeter foretaget for Ritzaus Bureau svarer bare 5,1 procent af de adspurgte, at de vil stemme på partiet, hvis der var valg i morgen.

Til sammenligning fik partiet ved folketingsvalget sidste sommer 8,6 procent af stemmerne.

Det hører med, at der for De Radikale er en statistisk usikkerhed på 1,4 procentpoint i mandagens måling.

Målingen er gennemført blandt 1018 personer over 18 år fra den 19. oktober til den 25. oktober. Det ugen efter efterårsferien, som var særdeles turbulent for partiet.

Partiets interne diskussioner blev bragt ud i det åbne rum i flere opslag på Facebook og kommentarer til medier.

Særligt vakte det debat, at den sygemeldte Ida Auken (R) beskyldte den nye leder, Sofie Carsten Nielsen, for at have dækket over en krænkelsesepisode fra 2017.

I et opslag på Facebook beskrev hun, at Morten Østergaard havde befamlet en kvinde på Folkemødet på Bornholm.

Morten Østergaard måtte 7. oktober træde af som politisk leder efter dårlig håndtering af en sag, hvor han krænkede en partikollega. Næstformand Sofie Carsten Nielsen blev herefter valgt som ny politisk leder.

Den første måling, efter at Morten Østergaard havde trukket sig, viste ellers kun et lille fald på 1,3 procentpoint.

Men med den nyeste måling må man helt tilbage til 14. oktober 2018 for at se en lige så lav vælgeropbakning til partiet. Her lød opbakningen på 5 procent.

Regeringspartiet Socialdemokratiet, som også har været ramt af en krænkelsessag, der har betydet, at den nu tidligere overborgmester og partiets næstformand Frank Jensen (S) i sidste uge forlod sine politiske poster, går tilbage.

Partiet ligger til 29,7 procent af stemmerne, men er fortsat noget over valgresultatet på 25,9 procent. Her er den statistiske usikkerhed 2,8 procent.

Partierne i rød blok står samlet til 93 mandater, mens partierne i blå blok samler 82 mandater med en statistisk usikkerhed på 3,1 procent for begge blokke.

Særligt går Nye Borgerlige frem og står i mandagens måling til hele 12 mandater mod de fire, som partiet har i øjeblikket.

Venstre går også en smule frem med en opbakning på 20,4 procent. Det er dog stadig under valgresultatet på 23,4 procent.

/ritzau/

Nyhedsarkiv