Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Moskva, 17/12/2023 - 10:54

Putin advarer om problemer med Nato-landet Finland

Rusland vil oprette nyt militært distrikt i det nordvestlige Rusland efter Finlands indtræden i Nato.

Pool/Reuters

Af: /ritzau/AFP

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har advaret om "problemer" med nabolandet Finland, efter at det er blevet optaget i forsvarsalliancen Nato.

Han siger i et interview udgivet søndag, at Rusland derfor vil oprette et nyt militært distrikt i den nordvestlige del af Rusland.

Finland, der blev optaget i den vestlige alliance i april i år, har en 1340 kilometer lang grænse til Rusland.

- De (Vesten) trak Finland ind i Nato. Havde vi nogen stridighed med dem? Alle territoriale stridigheder, deriblandt dem, som vi havde i midten af det 20. århundrede, er blevet løst, siger Putin til en journalist fra det statslige tv.

- Der var ingen problemer der, men det bliver der nu, fordi vi vil oprette Leningrads militære distrikt og koncentrere et vist antal militære enheder der, siger den russiske leder.

Kommentarerne kommer efter, at Finland i denne uge igen har lukket dets grænser til Rusland. Det er sket efter, at finnerne har beskyldt russerne for at have skabt en "migrantkrise" ved den finske grænse.

Moskva har advaret om forskellige modforanstaltninger efter finnernes indtræden i Nato.

Putin siger også, at Rusland ikke har grund til at ende i krig med Nato-lande. Han henviste til udtalelser fra den amerikanske præsident, Joe Biden, som i denne måned gentog, at styret Moskva "ikke vil stoppe i Ukraine", hvis det får succes med dets forehavende der.

- Det er en retorik, som skal retfærdiggøre en forfejlet politi over for Rusland, siger Putin, som understreger, at Rusland ikke har nogen interesser i at kæmpe med Nato-lande - hverken geopolitisk, økonomisk eller militært.

/ritzau/AFP


København, 17/12/2023 - 08:00

Christopher indtager verden: Jeg har kæmpet for det i ti år

Christopher er et godt bud på en vaskeægte dansk verdensstjerne. Men i sin jagt på drømmene er det vigtigt at holde fast i hjemlandet og balancere familielivet.

Christopher gik i gymnasiet, da han en dag besluttede sig for at dukke uanmeldt op på et pladeselskab i København.

Talentet var tydeligt at få øje på, og han fik tilbudt en pladekontrakt på stedet.

Resten er efterhånden historie. Og siden har den 31-årige sanger stort set kun set frem mod nye musikalske tinder.

- Jeg havde en drøm fra begyndelsen om, at jeg skulle ud over de danske grænser. Helt Napoleon-syndrom fra starten - tydeligvis, skraldgriner han med reference til den franske kejser, der havde trang til at erobre det hele.

I nogle dele af verden vil Christophers musikalske succeshistorie om at tage den fra Amager til Amerika lyde som en kliché. Men ikke nødvendigvis for et lille nordisk, homogent land som Danmark, som er berygtet for janteloven.

Men Christopher drømte stort, og det blev stort. Først indtog han Asien, og med Netflix-filmen "A Beautiful Life", hvor han spiller hovedrollen, har en stor del af den resterende globus fået øje på den fremadstormende amagerkaner.

Vinteren over fortsætter Christopher på sin første verdensturné, der går over både Asien, Europa og Latinamerika. Tidligere på året spillede han udsolgte koncerter i USA.

- Det føles helt vildt. Det er så meget en drøm, der går i opfyldelse. Det er noget, jeg har kæmpet for i ti år, fortæller Christopher.

- Det der med at gå rundt i New York og være omringet af skyskrabere eller gå rundt i Los Angeles og kigge på billboards og palmer og være sådan: "Vi spiller fucking udsolgt i de her byer nu!" - det er virkelig noget, jeg har gået og drømt om i lang tid. Så jeg prøver virkelig at nyde det, fortsætter han.

Samtidig forsøger Christopher at få turnélivet og en familie med to små børn til at passe sammen. Han har to piger med sin hustru, modellen og influenten Cecilie Haugaard. Noelle er to år, lille Isabelle er endnu ikke fyldt et år.

- Jeg prøver stadig at finde den rigtige balance, siger Christopher og fortsætter:

- Men at se det hårde arbejde bærer frugt nu, specielt med filmen og alt det jeg lagde i den, er så fed en payoff og en kæmpe lettelse.

Selv om Christopher har været i musikbranchen og turneret i mange år, føles det alligevel som om, man starter forfra, når man skal spille i nye lande.

- Det er ikke de samme sange, jeg spiller, som for det danske publikum, siger han.

Christopher fortæller, at det ikke på samme måde er hits som "Leap of Faith", "Told You So" eller "CPH Girls", der vækker genklang blandt det amerikanske publikum, men snarere de mere singer-songwriter-inspirerede sange fra "A Beautiful Life", som han skrev soundtracket til.

- Og så føles det, som om folk kommer mere for at høre musik, end de kommer for at skrige, ler sangeren.

Det er i den grad sagt med et glimt i øjet, for er der noget Christopher ikke vil glemme, så er det sit danske publikum.

- Jeg synes, at mine fans har bevist igennem de sidste ti år, hvor superloyale de er. Jeg er overbevist om, at de følger med, og at jo større den internationale historie bliver, jo større en ting bliver det også i Danmark, siger han.

I det hele taget betyder det at have Danmark i ryggen utroligt meget for det danske stjerneskud.

- Det er hele grundlaget for, hvem jeg er. Både som menneske, men også som musiker. Alle erfaringer, jeg har gjort mig, har jeg gjort mig i Danmark. Alle de penge, jeg har tjent, har jeg tjent i Danmark. Og al den internationale opmærksomhed er sprunget ud af det, siger Christopher.

- Så Danmark har været og vil altid være mit vigtigste og mit hjem - der hvor, jeg føler, min base er. Både musikalsk, men også rent fysisk, siger han.

Der er noget ved at komme hjem til Danmark, som er helt magisk for Christopher.

Han kan faktisk ikke helt måle eller beskrive, hvad det præcist er. Men det kommer altid, når han vender hjem efter et par måneder væk. Særligt til København, hvor han bor.

- Specielt på en solskinsdag er man sådan helt: "Wow, mand, tænk, at jeg bor her!". Jo flere byer jeg ser, jo tydeligere bliver det også for mig, at København er en meget speciel by, siger Christopher og fortsætter:

- Der er en følelse af leben. Det er en blanding af, at det er en by, som er med på beatet, men som samtidig har utroligt meget historie. Der er god mad, godt bagværk og smukke mennesker.

Christopher begyndte sin karriere med at skrive sange på engelsk, fordi han havde en drøm om at slå igennem internationalt.

Men kærligheden til hjemlandet gør også, at der i sangeren bor en drøm om at skrive mere på sit modersmål.

- Jeg har altid vidst, at jeg skal lave et dansk album på et tidspunkt. Spørgsmålet er bare hvornår. Og det har jo ikke givet mening, så længe det bliver ved med at vokse og gå godt i udlandet, hvilket er mit primære fokus lige nu, fortæller Christopher.

Sangeren er under tiden aktuel med netop en dansksproget sang - titelsangen til TV 2's julekalender "Valdes jul".

- Jeg synes virkelig, den julekalendersang har givet mig endnu mere blod på tanden til at skrive på dansk, fordi jeg synes, det både lyder godt, men også er naturligt for mig at skrive på. Det føles, som om der ligger noget uudforsket potentiale der, fortæller han.

Men det kommer til at kræve meget mere at finde sin stemme på dansk og den måde, man skriver tekster på, forklarer han.

- "I love you" ruller lettere af tungen, end "jeg elsker dig" gør. Det niver lidt mere, det danske sprog, fordi der måske ikke er så mange valgmuligheder, og fordi vi ikke smider rundt om os med sådan nogle store begreber.

- Det danske sprog kan hurtigt føles en smule fattigt. Men når det virker, er det utroligt kraftfuldt. Jeg ved, at jeg på dansk kan skrive noget, som måske er endnu mere klart, end det jeg gør på engelsk, siger Christopher.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/12/2023 - 08:00

BLÅ BOG: Morten Brovn

* Morten Raahede Brovn er uddannet skuespiller fra Odense Teater i 2009.

* Han har lavet flere teateropsætninger og medvirket i flere film, blandt andet "Shorta" og "Jagtsæson".

* Det er også blevet til en række tv-serier, heriblandt "Friheden", "Carmen Curlers" og "Kastanjemanden".

Kilder: danskefilm.dk og danskfilmogteater.dk

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/12/2023 - 08:00

FAKTA: Sådan må du IKKE rengøre ovnlågen

* Smør ikke ovnlågens glas ind i en blanding af brun sæbe og salmiakspiritus, da du kan risikere, at glasset splintrer.

* Brug i stedet opvaskemiddel, som du lader sidde i lidt tid, hvorefter du vasker det af.

* Hvis glasset er meget snavset, kan du lægge fugtige klude med opvaskemiddel over det og lade det trække en halv times tid.

* Fjern kludene, og skrab snavset af med en glasskraber. Men vær forsigtig, og pas på, at glasset ikke bliver ridset

Kilde: Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 17/12/2023 - 08:00

Fyldt med fastbrændt fedt? Få ovnen til at skinne efter jul

Karl-Josef Hildenbrand/Ritzau Scanpix

Julen kan blive en snavset affære for din ovn. Her er tips til at komme den fastbrændte julemad og andefedtet til livs.

Efter en lang julemåned kan andefedt og flæskesteg sætte sit fedtede præg på din ovn.

Og hvis du ikke vil leve i duften af and eller have din bageplade godt klistret ind i fedt, får du her tips til at få den til at se ud som - næsten - ny.

Start med at skrabe alle løse rester af bageplader og riste samt bunden, fortæller Anne Grete Rasmussen, der er Videncentret Bolius' rengøringsekspert og indehaver af hjemmesiden FruGrøn.dk.

- Læg bageplader, riste og sideribber i blød i noget vand med sulfo og måske lidt vaskesoda til dagen efter, siger hun.

- Er de rigtig snavsede, kan du smøre dem ind i fast brun sæbe og lægge dem i en sort plastpose en dag eller to udenfor. Er det helt grelt, kan du hælde en smule salmiakspiritus i også.

Det er vigtigt, at du husker at bruge handsker under hele seancen, og at du har vinden i ryggen, når du åbner posen igen, så du ikke indånder kemikalierne.

Når det kommer til selve ovnen, så skal du finde ud af, hvilken type du har, lyder det fra Anne Grete Rasmussen.

For har du eksempelvis en selvrensende ovn - pyrolyse - skal du finde instruktionerne frem og køre selvrensningsfunktionen, som forkuller alt på overfladerne og efterlader en masse støv, du kan feje væk.

- Sørg dog for at have god udluftning, når du gør det. Jeg ville nok også vente, til at gæsterne var gået, fortæller rengøringseksperten.

Har din ovn ikke en selvrensende funktion, så kan du smøre siderne i ovnen ind i brun sæbe og lade det sidde en dag. Igen skal du huske handsker.

- Vask den herefter af med en klud. Læg gerne plastik eller aviser på gulvet, så du fanger snavs og skidt, der skulle komme på gulvet, siger Anne Grete Rasmussen.

- Rengør herefter ovnglasset med en glasskraber, som ofte kan tage det meste. Du kan også bruge lidt vand og sulfo eller eventuelt en blød skuresvamp og noget skurecreme.

Ud over at trække i arbejdshandskerne og bruge et godt lag knofedt kan du også komme noget af rengøringen i forkøbet ved ikke at gøre ovnen beskidt til at starte med.

Det fortæller kokkeunderviser hos Hotel- og Restaurantskolen Thomas Rønsch Toftdahl.

- Du kan bruge stegeposer, så ovnen ikke nødvendigvis bliver så beskidt. Og så har det også den fordel, at fjerkræet bevarer noget af fugten, siger Thomas Rønsch Toftdahl.

- Vær dog opmærksom på, at temperaturen i anden bliver højere, og at den derfor bliver hurtigere færdig. Så man kan nemt komme til at overtilberede den.

Ifølge Thomas Rønsch Toftdahl skal du regne med at tage en halv time af stegetiden på en almindelig størrelse and ved at bruge stegeposer.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv