Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Moskva, 11/08/2020 - 10:57

Putin: Rusland har vaccine mod covid-19

Præsidenten håber, at Rusland snart kan begynde masseproduktion af vaccinen, der er godkendt af myndigheder.

Af: /ritzau/

Rusland har produceret den første vaccine mod covid-19, der er blevet godkendt af russiske sundhedsmyndigheder.

Det oplyser præsident Vladimir Putin ifølge Reuters.

Vladimir Putins egen datter skal ifølge præsidenten allerede være vaccineret med midlet.

Præsidenten håber, at Rusland snart kan begynde at masseproducere vaccinen.

Den påståede vaccine er ifølge præsidenten udviklet på Gamaleya-instituttet i Moskva. Forud er gået mindre end to måneder med forsøg på mennesker.

I øjeblikket kæmper forskere over hele verden for at udvikle en vaccine mod coronavirusset, der foreløbig har smittet over 20 millioner mennesker på verdensplan.

At Rusland allerede nu hævder at have udviklet en vaccine illustrerer, hvor fast besluttet Rusland er på at vinde kapløbet.

Det har dog også udløst bekymringer om, at Rusland prioriterer national prestige over videnskab og befolkningens sikkerhed, skriver Reuters.

/ritzau/

Nyhedsarkiv