Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Moskva, 13/11/2021 - 10:54

Putin: Rusland har intet at gøre med migrantkrise ved grænse

Efter beskyldninger om russisk indblanding afviser Putin at have været med til at orkestrere migrantkrise.

Mikhail Metzel/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

Ruslands præsident, Vladimir Putin, afviser i et interview, som er blevet sendt lørdag, at have noget som helst at gøre med migrantkrisen på den hviderussiske grænse.

- Jeg ønsker, at alle får at vide, at vi ikke har noget at gøre med det, siger præsidenten i et interview med den statslige tv-kanal Vesti.

Polen og andre vestlige lande har kritiseret Moskva for at arbejde sammen med Minsk.

Beskyldningen lyder, at de to lande sammen har villet skabe en humanitær krise ved at sende migranterne til grænsen.

Mellem 3000 og 4000 migranter sidder ved grænsen, oplyste polske grænsevagter fredag. Her er temperaturerne meget lave, og flere er døde. Polen afviser at lade dem komme ind i landet.

Putin siger, at europæiske ledere må tale med Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, for at få løst situationen.

- Som jeg forstår det, er Aleksandr Lukasjenko og Merkel (Tysklands forbundskansler, red.) klar til at tale med hinanden, siger Putin.

- Jeg håber, at dette vil ske i den nære fremtid. Det er det mest afgørende.

Putin understreger i øvrigt på ny, at han mener, at krisen er forårsaget af Vesten.

Han mener, at vestlige landes politik i Mellemøsten er en af grundene til, at migranter søger mod Europa i første omgang.

I den eskalerende strid har Hviderusland truet med at stoppe forsyninger af naturgas til Europa. Store mængder gas føres gennem landet.

Men Rusland, som ejer gassen, er ifølge Putin ikke blevet informeret om Lukasjenkos trusler. Det siger han ifølge nyhedsbureauet RIA.

/ritzau/AFP

Nyhedsarkiv