København, 22/11/2022 - 11:00
Prognose: Dansk økonomi står til at få en mavepuster i 2023
Den høje inflation vil få væksten i den danske økonomi til at gå i stå i 2023, spår OECD i ny prognose.
Af: /ritzau/
Det økonomiske uvejr har bidt sig fast i verdensøkonomien, og særligt landene i Europa vil stå tilbage som tabere i 2023.
Det er konklusionen i en ny prognose fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), der arbejder for at fremme bæredygtig økonomisk vækst i verden.
Organisationen forventer, at dansk økonomi vil opnå en marginal fremgang på 0,1 procent næste år. Det er 1,3 procentpoint lavere, end man forudså i juni.
Tore Stramer, der er cheføkonom hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, kalder det "en lettere optimistisk prognose", at dansk økonomi ventes at komme ud af 2023 med vækst. Også hvis den blot skulle være beskeden.
Han bakkes da også op af Nationalbanken, der i dens seneste prognose fra september forudså en negativ vækst på 0,1 procent næste år.
- OECD pointerer dertil, at vækstopbremsningen i dansk økonomi sker på et tidspunkt, hvor presset på arbejdsmarkedet fortsat er stort, skriver Tore Stramer i en kommentar.
- OECD anbefaler derfor også, at finanspolitikken bør være stram, og at en yderligere stramning bør overvejes, hvis inflationspresset bider sig fast.
I 2024 ventes både verdensøkonomien som helhed og dansk økonomi for sig selv at vise tegn på bedring. Det fremgår af prognosen.
Organisationen kom i september med en foreløbig prognose for verdensøkonomien. Den pegede i retning af en samlet vækst på cirka 2,2 procent for næste år. Den forudsigelse fastholdes mere eller mindre.
- Det er naturligvis positivt, at vækstforventningerne ikke er blevet forværret yderligere siden september, skriver Tore Stramer.
- Det viser, at verdensøkonomien trods alt ikke er blevet ramt af nye alvorlige chok hen over de seneste måneder.
Verdensøkonomien er i det store billede tynget af krigen i Ukraine, der har sendt forbrugerpriserne på himmelflugt.
Samtidig forsøger centralbankerne at begrænse forbrugslysten ved at hæve renten til tårnhøje niveauer.
Hvis det står til Allan Sørensen, der er cheføkonom hos erhvervsorganisationen Dansk Industri, bør det fremadrettet være en politisk topprioritet at bekæmpe inflationen.
- Inflationen vil aftage i 2023, men fortsat ligge på et højt niveau. Kampen mod inflationen kræver flere rentestigninger, samtidig med at finanspolitikken ikke skubber yderligere til den, siger han i en kommentar.
OECD understreger i prognosen, at forventningerne til verdensøkonomien kommer med en stor usikkerhed. Men risikoen for et mere betydeligt økonomisk tilbageslag er også blevet større.
- Risikoen kommer primært fra usikkerheden omkring energiforsyningen, herunder særligt i Europa over de kommende to vintre. Dertil er der risiko for, at stramningen af pengepolitikken vil bremse væksten i verdensøkonomien mere end ventet, skriver Tore Stramer.
/ritzau/