København, 18/05/2021 - 10:56
Politisk flertal vil forbyde identitetstyveri
I dag er det ikke ulovligt at udgive sig for at være en anden på nettet. Men det vil det blive ifølge flertal.
Af: /ritzau/
Regeringen og støttepartierne er enige om at kriminalisere identitetstyveri ikke mindst på internettet. Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Det er for nuværende kun ulovligt at udgive for at være en anden på internettet, hvis der er et økonomisk motiv. Men der er stadigt flere sager, hvor borgeres billeder og personlige informationer bliver misbrugt til andre formål.
- At opleve at få sin identitet stjålet eller misbrugt - eksempelvis ved at der er oprettet en falsk profil på et socialt medie med ens navn og billede - er meget ubehageligt og krænkende for den person, det går ud over.
- Derfor er vi nu enige med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten om at indsætte en selvstændig bestemmelse om kriminalisering af identitetstyveri i straffeloven, så lovgivningen følger med den digitale kriminalitets udvikling, skriver justitsminister Nick Hækkerup (S).
Problemet med tyveri af identitet på nettet er blevet understreget af en stribe sager, blandt andet dokumentarserien om Malte Prehn, der i årevis fik misbrugt sine profilbilleder.
Retsordfører for SF, Karina Lorentzen Dehnhardt, der har fremsat et beslutningsforlag på området, siger, at "alle tror, at det allerede er ulovligt", men at det ikke er det.
- Begår man et identitetstyveri i dag, så er der ikke noget i straffeloven, der dækker det, hvis ikke der er et økonomisk motiv. For så er det bedrageri. Men rigtigt meget identitetstyveri er ikke med et økonomisk motiv for øje.
- Men i dag er det desværre ikke ulovlig at stjæle andres billeder og bruge dem til chikane, stalking eller alt muligt andet, siger hun.
Regeringen og støttepartierne er enige om, at der efter sommerferien skal fremsættes lovforslag, der under loven om freds- og æreskrænkelser skal gøre det forbudt uberettiget at udgive "sig for at være en anden person ved brug af denne persons identitetsoplysninger".
Straframmen vil være på op til seks måneders fængsel.
- Det må være helt forfærdeligt at få stjålet sin identitet. At andre udgiver sig for at være dig. Desværre ved vi, at det sker. Straffeloven er ikke opdateret til den digitale verden, vi lever i, og jeg tror, det her vil gøre en mærkbar forskel, skriver Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund.
/ritzau/