Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Roskilde, 04/11/2022 - 10:55

Politiet jagter ukendt teenager i sag om drab på gravid

Afghansk kvinde blev torsdag aften dræbt af knivstik, efter at hun havde fået fri fra arbejde på plejecenter.

Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Politiet leder fredag intenst efter en teenager i sag om drab på gravid 37-årig kvinde. Det oplyser vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi Kim Løvkvist ved en pressebriefing klokken 09.45.

Politiet har ikke en konkret mistænkt i søgelyset, men et vidne så personen, der stak den 37-årige kvinde ned, efter at hun havde fået fri fra arbejde på et plejecenter på Samsøvej i Holbæk sent torsdag aften.

- En kollega til kvinden ser overfaldet og forsøger at gribe ind. Kollegaen løb tilbage på sin arbejdsplads og forsøgte at kalde på hjælp. Gerningsmanden når at forsvinde i det tidsrum, siger Kim Løvkvist.

Kvinden var afghansk statsborger. Manden, der efterlyses, har angiveligt også rødder i udlandet.

- Han beskrives som 18-19 år, spinkel af bygning, ikke særlig høj - mellem 170 og 175 centimeter - og med anden etnisk baggrund end dansk. Han var iført en sort hue og havde en kniv med sig, siger Kim Løvkvist.

Derudover vil politiet gerne i kontakt med to unge mænd. De har ifølge politiets oplysninger været på Samsøvej, da drabet blev begået.

- Vi har endnu ikke fået kontakt til de to mænd. De må meget gerne kontakte politiet, da de kan have informationer, som er vigtige for efterforskningen, siger Kim Løvkvist.

Drabet skete klokken 23.10. Politiet var fremme på stedet efter fem minutter og gav livreddende førstehjælp. Kvindens liv stod ikke til at redde, og hun afgik ved døden ved ankomst til hospitalet. Spædbarnet er fortsat i live.

- Den hurtige ankomst og førstehjælp gør, at kvindens ufødte barn lader til at overleve det dramatiske overfald, siger Kim Løvkvist.

I forbindelse med pressebriefingen sagde vicepolitiinspektøren, at borgere i området ikke skal være bekymrede. Kim Løvkvist uddyber ikke begrundelsen nærmere, men gerningsmanden gik angiveligt målrettet efter kvinden.

Han forsvandt fra stedet på ukendt vis og i ukendt retning.

Politiet hører derfor meget gerne fra vidner i området, der kan have set eller fundet noget.

- Hvis man finder blodigt tøj, mistænkelige genstande eller en kniv i sin have eller skraldespande, vil vi gerne høre om det, siger Kim Løvkvist.

- Hvis nogen har privat overvågning, skal de også gemme det. Så er politiet meget interesseret, siger han.

/ritzau/

Nyhedsarkiv