Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/08/2019 - 10:49

Politiet: Ny eksplosion var også en bevidst handling

Politiet understreger, at eksplosion på Nørrebro var en bevidst handling.

Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Eksplosionen ved en lokal politistation på Nørrebro i København natten til lørdag var ligesom eksplosionen ved Skattestyrelsen tirsdag aften en bevidst handling.

Det oplyser chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov lørdag formiddag på et pressemøde.

- Det her er en forsætlig handling. Det er der ikke tvivl om, siger han.

Jørgen Bergen Skov siger desuden, at det er for tidligt at konkludere, at de to eksplosioner har noget med hinanden at gøre.

- Det er en handling, der i lighed med, hvad vi så ude hos Skattestyrelsen, var rettet mod en bygning. Dermed ikke sagt, at de to hænger sammen.

- Det kan vi ikke sige noget om endnu, men det er naturligvis noget, vi kigger på, siger han.

Det var klokken 03.18, at der skete en eksplosion ved Københavns Politis nærpolitistation på Hermodsgade på Nørrebro.

Ingen personer er kommet alvorligt til skade ved de to eksplosioner. Gerningsmanden - eller gerningsmændene - er fortsat på fri fod.

Politiet leder efter en mand, der er set løbe fra gerningsstedet i tidspunktet op til eksplosionen. Han var iklædt sort tøj og hvide sko.

Vidnet har set ham løbe mod Sigynsgade og derfra videre mod Skjolds Plads.

Vores teknikere er stadig i gang på stedet. Det samme er vores hunde, og det vil de være et godt stykke tid endnu, lyder det fra Jørgen Bergen Skov.

Ved eksplosionen ved Skattestyrelsen er der formentlig blevet brugt sprængstof, som også bruges til eksempelvis sprængninger ved byggerier.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg fortæller, at politiet ikke har kendskab til, at der skulle være stjålet sprængstoffer af den karakter.

- Nej, det har vi ikke, siger han kortfattet.

Politiet ved dog endnu ikke, hvilken type sprængstof der blev brugt ved eksplosionen på Nørrebro.

/ritzau/