Rom, 19/05/2025 - 10:59
Pave Leo får besøg af J.D. Vance dagen efter indsættelsesmesse
Forholdet mellem Vance og Leo, som mandag mødtes, har været i fokus på grund af opslag på socialt medie.
Simone Risoluti/Reuters
Af: /ritzau/
Pave Leo har mandag modtaget den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, i Vatikanet, efter at der søndag var indsættelsesmesse for paven.
Vatikanet har offentliggjort billeder af en smilende Vance sammen med paven, der er den første amerikanske pave nogensinde. Han kommer fra Chicago.
Vance, som er katolik, besøgte Leos forgænger, pave Frans, dagen inden den argentinske pave gik bort.
Forholdet mellem Vance og Leo kom i fokus, umiddelbart efter at der var kommet hvid røg op fra Vatikanet, og Leo var blevet udpeget som pave.
En konto på sociale medier - som er blevet knyttet til Leo, der dengang var kardinal Robert Francis Prevost - har nemlig tidligere kritiseret J.D. Vance.
I et opslag fra kontoen, som nu er fjernet, var der kritik af Vances tanker om kærlighed til andre.
- J.D. Vance tager fejl: Jesus beder os ikke om at rangere vores kærlighed til andre, skrev Prevost tilsyneladende på det sociale medie X i februar.
Det var et svar på Vance-udtalelser til Fox News i januar, hvor vicepræsidenten sagde:
- Der er et kristent koncept om, at man elsker sin familie, så elsker man sin nabo, og så elsker man sit lokalsamfund og så sine medborgere, og efter det prioriterer man resten af verden.
- En stor del af det yderste venstre har vendt det helt på hovedet.
/ritzau/