Rom, 03/06/2020 - 10:50
Pave Frans fordømmer vold og beder for forsoning i USA
Pave Frans dedikerede hele den engelsksprogede del af sin ugentlige audiens til urolighederne i USA.
Af: /ritzau/Reuters
Pave Frans kalder amerikanske George Floyds død for "tragisk". Paven siger, at han beder for ham og for alle andre, som er blevet dræbt som ofre for "racismens synd".
Paven har hidtil forholdt sig tavs over for de voldsomme uroligheder i USA, men han siger onsdag, at "ingen kan vende det blinde øje til racisme og udstødelse".
Han fordømmer volden som "selvdestruktiv" og siger, at de, der griber til vold, kommer til at lide nederlag.
Pave Frans dedikerede hele den engelsksprogede del af sin ugentlige audiens til urolighederne i USA.
Pave Frans opfordrede ved sin påskemesse i april til våbenhvile i alle globale konflikter under den igangværende coronakrise.
- Må Kristus gøre det klart for alle, der har ansvar i konflikter, at de skal have mod til at støtte en øjeblikkelig global våbenhvile i alle verdens hjørner, sagde han i sin livestreamede påskemesse.
Påskemessen fandt sted for stort set lukkede døre i Peterskirken på grund af pandemien.
/ritzau/Reuters