Paris, 01/09/2023 - 10:54
Paris forbyder nu udlejning af elløbehjul
Som den første hovedstad i Europa har Paris helt forbudt udlejning af elløbehjul.
Af: /ritzau/AFP
Fredag blev det forbudt at udleje elløbehjul i Paris, og udlejningsselskaberne har nu travlt med at fjerne deres stativer og løbehjul fra gaderne i den franske hovedstad.
De mange elløbehjul er blevet kritiseret for at undergrave sikkerheden i trafikken for både biler og fodgængere, og Paris har som den første hovedstad i Europa nu helt forbudt udleje af dem.
Udlejerne siger, at de har haft omkring 400.000 månedlige brugere, som nu må finde andre måder at bevæge sig rundt i storbyen. I medierne har mange givet udtryk for deres modstand mod afskaffelsen af elløbehjul til udlejning.
- Jeg bruger elløbehjul hver dag. Dermed slipper jeg for at tage bilen, når benzinen er dyr. Men nu bliver det hele meget mere kompliceret, siger Ruben, en frustreret bruger af de nu forbudte elløbehjul, i et interview med radiokanalen Europe 1.
– Så nu må jeg enten gå tilbage til bilen, som ikke er god for miljøet, eller også må jeg købe mit eget elløbehjul, tilføjer han.
I 2020 sagde Montreal nej til både udlejede og private elløbehjul på offentlige veje og cykelstier.
/ritzau/AFP