Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Allinge, 15/06/2019 - 10:19

Pape til Venstre: Kom hjem til det borgerlige Danmark

Venstre skal droppe tanken om en SV-regering og vende tilbage til blå lejr, mener De Konservative formand.

Af: /ritzau/

Det borgerlige Danmark skal nok finde sig selv igen efter en valgkamp, hvor blå blok mistede sit flertal, og hvor Venstre til sidst prioriterede at danne en SV-regering.

Men det kræver, at netop Venstre dropper tanken om en SV-regering. Det siger De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, lørdag i sin tale ved Folkemødet på Bornholm.

- Undervejs var vi nok nogle, der blev overraskede over Venstres nye position i dansk politik, siger Pape med henvisning til, at Venstre ønskede flere penge til den offentlige sektor.

- Stort set hele pengekassen blev tømt, og hver en krone øremærket til en større offentlig sektor. Jeg vil sige, at jeg selv oplevede et "Forundringens øjeblik". Jeg håber, at det var en form for midlertidigt indslag.

- Noget, der går over af sig selv, siger Pape.

Den fungerende justitsminister henviser til, at Venstre-formand og fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen kort inde i valgkampen udgav samtalebogen "Befrielsens øjeblik".

I bogen luftede Løkke sine tanker om en mulig SV-regering. Mod slutningen af valgkampen, ja, faktisk dagen inden valgdagen gjorde Løkke så SV-tanken til sin førsteprioritet.

Dermed droppede Løkke endegyldigt at fortsætte en regering med Liberal Alliance og De Konservative.

Ifølge Pape skal Venstre være med til at genopbygge det borgerlige Danmark sammen med De Konservative.

- Men det kan jo først ske, når man forlader tanken om, at førsteprioritet er en regering med Socialdemokratiet. Så kære gode venner i Venstre. Kom hjem, kom hjem, oh kom dog hjem, siger Pape.

De Konservative fik selv et godt valg og fordoblede antallet af mandater fra 6 til 12. Og de mandater skal i arbejdstøjet, siger Pape. Også med en eventuel S-regering. Den forsøger S-formand Mette Frederiksen at finde støtte til i øjeblikket.

- Der er brug for et stærkt borgerligt modspil til den danske venstrefløj, siger Pape.

/ritzau/