København, 14/04/2022 - 10:54
Operachef skrev mail om sangers bryster: Bestyrelse mødes
Bestyrelse i Malmø Opera støttede chefen efter to undersøgelser, men vil nu mødes efter afdækning af en mail.
Af: /ritzau/
Malmø Operas bestyrelsen skal mødes og tale om indholdet af en mail, som den danske direktør Michael Bojesen sendte til en fagfælle i 2015.
Det fortæller Per-Martin Svensson, formand for bestyrelsen, til Ekstra Bladet.
I mailen fra november 2015 nævner den tidligere korleder for Sankt Annæ Gymnasiekor og DR Pigekoret tilsyneladende uopfordret en sangers bryster.
Det sker, efter at en fagfælle i en professionel sammenhæng anbefaler den unge sanger.
Michael Bojesen svarer ifølge Ekstra Bladet:
- Hun sang i DR Pigekoret og jeg kender hende fint. Hun har udviklet sig helt vildt sangligt ... og har tilsyneladende brystvorter - men ingen bryster at bakke dem op med.
Bojesen, der siden 2017 har været direktør for Malmø Opera, har det seneste år været omtalt i medierne flere gange i forbindelse med afdækning af forholdene i både DR's pigekor og i pigekoret på Sankt Annæ Gymnasium i Valby i København.
Her fortalte tidligere kormedlemmer om uønsket seksuel opmærksomhed og et seksualiseret miljø.
Operachefen har over for flere medier afvist konkrete anklager og sagt, at han ikke mener, at have været med til at skabe et seksualiseret miljø.
Da undersøgelsen fra DR om krænkelser i pigekoret blev fremlagt i november 2021, var det ikke noget, der rokkede ved den svenske operas tillid til direktøren.
- Han har bestyrelsens fulde tillid. Vi har ingen betænkeligheder, hvad angår ham.
- Han gør et rigtig godt arbejde, og det er det, vi vurderer Michael på, sagde bestyrelsesformand Per-Martin Svensson dengang til Ritzau.
Han oplyser efter afdækningen af mailen til Ekstra Bladet, at den sag er ny for ham, og at bestyrelsen skal drøfte den. Svensson oplyser ikke, hvornår bestyrelsen mødes.
Det er ikke lykkedes Ekstra Bladet at få en kommentar fra Michael Bojesen til mailen fra 2015. Hans advokat oplyser dog til avisen, at der er tale om privat korrespondance uden offentlig interesse, og at offentliggørelse vil blive anset som en krænkelse af privatlivets fred.
/ritzau/