Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 20/01/2021 - 10:58

OVERBLIK: Tidslinje for Bidens program på indsættelsesdag

Omkring klokken 18 dansk tid onsdag vil Joe Biden og Kamala Harris aflægge deres embedsed.

Pool/Reuters

Af: /ritzau/

Joe Biden bliver onsdag taget i ed som USA's 46. præsident, mens Kamala Harris bliver taget i ed som USA's 49. vicepræsident.

Det sker ved en indsættelsesceremoni foran Kongressen i Washington D.C.

Her følger en tidslinje over dagen før, under og efter ceremonien. Tidspunkterne er angivet i lokal tid, mens tidspunktet i parentes er dansk tid.

* 8.45 (14.45): Gudstjeneste i St. Matthews Cathedral.

Her deltager både Joe Biden, kommende vicepræsident Kamala Harris og begges ægtefæller.

* 10.30 (16.30): Ankomst.

Præsident- og vicepræsidentparret ankommer til Kongressen.

* 11.15 (17.15): Ceremonien begynder.

Joe Biden og Kamala Harris deltager med deres ægtefæller i indsættelsesceremonien.

Ceremonien begynder med en bøn fra præsten Leo J. O'Donovan, der er en nær ven af Biden-familien.

Lady Gaga synger nationalsangen.

Den 23-årige digter Amanda Gorman vil læse et digt med titlen "The Hill We Climb" op.

* 12.00 (18.00). Biden og Harris tages i ed.

Joe Biden tages i ed som USA's præsident, og Kamala Harris tages i ed som vicepræsident.

Joe Biden holder sin første tale som USA's præsident.

* 13.40 (19.40): Pass in Review.

Pass in Review finder sted foran den østlige del af Kongressen og er en militær tradition, der markerer en fredelig magtoverdragelse til den nye øverstkommanderende.

* 14.45 (20.45): Besøg på militærkirkegård.

Biden, Harris og deres ægtefæller vil ære USA's tropper på militærkirkegården Arlington, hvor de vil lægge en krans ved de ukendte soldaters grav.

* 15.15 (21.15): Virtuel parade.

Efter kransenedlæggelsen bliver Biden og Harris eskorteret til Det Hvide Hus af militæret.

Skuespilleren Tony Goldwyn er vært for den virtuelle parade.

* 17.15 (23.15): Præsidentielle dekreter.

Joe Biden underskriver en række præsidentielle dekreter i Det Ovale Værelse.

* 17.45 (23.45): Bidens nøglepersoner tages i ed.

Personer, der af Joe Biden er udvalgt til nøglepositioner i administrationen, tages i ed i Det Ovale Værelse.

* 20.48 (02.48): Tv-show.

"Celebrating America" er et 90 minutter langt tv-show, som skuespilleren Tom Hanks er vært for. Her optræder en lang række kendte kunstnere.

* 21.55 (03.55): Viser sig på balkon.

Præsident Joe Biden og førstedame Jill Biden vil træde ud på balkonen fra Det Blå Rum i Det Hvide Hus.

Kilder: City A. og Joe Bidens stab.

/ritzau/

Nyhedsarkiv