København, 16/02/2024 - 10:45
OB må undvære to skadede målmænd i forårspremiere
Viljar Myhra kan se frem til at debutere i OB-målet, da Martin Hansen og Hans Christian Bernat er skadede.
Af: /ritzau/
I efterårssæsonen deltes Martin Hansen og Hans Christian Bernat om spilletiden i OB's mål.
Når OB fredag aften tager hul på forårssæsonen, er ingen af dem at finde i truppen.
Begge døjer således med skader og er ikke blandt cheftræner Søren Kroghs udvalgte.
Dermed skal en debutant vogte det fynske bur i udekampen mod Viborg.
Det ligger til at blive norske Viljar Myhra, der blev hentet til OB på en femårig kontrakt i slutningen af vinterens transfervindue.
Den 27-årige Myhra kom fra Strømsgodset og har spillet 141 kampe i den bedste norske række samt været inde omkring landsholdet uden at få debut.
Alternativet til målmandsposten til fredagens kamp er den 19-årige Magnus Nielsen.
Til kampen i Viborg må OB desuden se bort fra Sven Köhler og Alasana Manneh.
OB ligger inden forårssæsonen nummer ni i Superligaen med 17 point, hvilket er tre flere end Vejle under nedrykningsstregen.
Viborg har 19 point på ottendepladsen.
Der er kickoff i domkirkebyen klokken 19.
/ritzau/