Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Roskilde, 21/12/2020 - 10:53

Nævninger frifinder storebror i sag om voldtægt af søster

Siden april har 21-årig siddet fængslet på en mistanke om incestuøs voldtægt. Nu er han frifundet og løsladt.

Af: /ritzau/

Anklagerne mod en 21-årig mand var grove - ja nærmest uhyggelige. Gennem en årrække skulle han flere gange have forgrebet sig seksuelt på sin lillesøster - fra hun var 6 til 12 år, lød anklagemyndighedens påstand.

Sagen blev anmeldt til politiet i foråret, da moren til den 21-årige og til lillesøsteren gik til kommunen, som gik videre til politiet. Pigen blev siden afhørt, og 21. april blev den 21-årige varetægtsfængslet.

Det er han ikke længere. Fredag i den forgangne uge blev sagen nemlig - lidt før planlagt - afgjort ved Retten i Roskilde. Seks nævninger og tre af rettens juridiske dommere var enige om at frifinde manden.

Den 21-årige har under sagen nægtet sig skyldig, og da han 10. december afgav forklaring i retten afviste han også pure, at der skulle være foregået disse voldtægter, som anklageskriftet berettede om.

Hans søster og han legede nogle gange nogle lege, hvor de skulle tegne på hinandens rygge. Og en enkelt gang havde søsteren ført hans hånd ned i hendes skridt. Det følte han, var meget forkert, lød forklaringen.

Overgrebene skulle være foregået hos børnenes far i årene efter forældrenes skilsmisse. Her valgt storebroren i øvrigt at flytte hen, efter at han fyldte 18. Hans forhold til moren var meget dårligt. I retten beskrev han hende som "en kost".

Allerede på retssagens første dag blev det nævnt, at den 21-årige havde psykiatriske diagnoser. Både han og lillesøsteren var plaget af udviklingsforstyrrelsen adhd, og under sin varetægtsfængsling var storebroren blevet svært syg.

Faktisk var han blevet så dårlig, at han var blevet flyttet fra almindelige varetægtsarrest til en psykiatrisk afdeling. Og en mentalerklæring af manden viste desuden, at han umiddelbart ikke kunne straffes, hvis han skulle blive dømt.

Men sagen endte i frifindelse i byretten. Dog har Statsadvokaten i København mulighed for at anke dommen til Østre Landsret.

/ritzau/

Nyhedsarkiv