København, 01/11/2022 - 10:58
Næsten hver femte har allerede stemt
Et højt antal brevstemmer er med til at trække stemmeprocenten op fra morgenstunden, viser en rundspørge.
Af: /ritzau/
To timer inde i valghandlingen har knap femte vælger sat sit kryds ved dagens folketingsvalg
Det viser en rundspørge, Ritzau har foretaget blandt kommuner, der tilsammen repræsenterer mere end 293.000 vælgere.
Klokken 10 tirsdag formiddag havde 19,1 procent stemt i de otte kommuner.
Med i det tal er de mange brevstemmer, der er indgivet forud for valget, og som for de fleste kommuners vedkommende ligger højere end valget i 2019.
Dengang havde 19,7 procent stemt klokken 10 ved de samme valgsteder, og dermed ligger valgdeltagelsen indtil videre en smule lavere end dengang.
I 2019 foregik valget dog på grundlovsdag, og derfor er det svært at lave en direkte sammenligning.
Mange vælgere havde formentlig fri fra arbejde den dag og stemte derfor ikke nødvendigvis på samme tidspunkt, som de ellers ville.
Ved folketingsvalget 2015 viste en tilsvarende stikprøve på samme tidspunkt en stemmeprocent på 14,8 ved 10-tiden.
Det er typisk folk på vej på arbejde, der har stemt indtil videre, vurderer Tanja Søhus Winther, der er valgsekretær på valgstedet Lyngby Midt i Lyngby-Taarbæk Kommune.
- Da vi åbnede, var der lang kø, inden folk skulle på arbejde. Nu kommer folk jævnt, men der er ikke kødannelse, siger hun omkring 9.30, hvor strømmen af vælgere altså er aftaget en smule.
Valgstederne har åbent indtil klokken 20.
/ritzau/