København, 24/03/2021 - 10:59
Nu kan man bestille de sidste indefrosne feriepenge
De sidste to ugers indefrosne feriepenge kan nu bestilles og vil være på kontoen om senest ti hverdage.
Af: /ritzau/
Det er onsdag formiddag blevet muligt at bestille de sidste to ugers indefrosne feriepenge på hjemmesiden borger.dk.
Når man har bestilt udbetalingen, vil pengene lande på kontoen i løbet af ti hverdage.
Feriepengene blev oprindelig indefrosset, da en ny ferielov blev indført, og de skulle egentlig opbevares, til folk gik på pension.
Men på grund af coronakrisen besluttede Folketinget at udbetale pengene for at sparke gang i forbruget.
Sidste år blev der udbetalt tre af ugerne, og nu er det de sidste to uger, som man kan udbetale.
De fem ugers indefrosne feriepenge udgør samlet set mere end 100 milliarder kroner. Det er dog ikke alle, der vælger at få pengene udbetalt.
/ritzau/