København/Oslo, 01/08/2019 - 10:44
Norske poptvillinger tjener millioner
De norske influencere og poptvillinger Marcus og Martinus Gunnarsen tjente styrtende med penge i 2018.
Af: /ritzau/
De er endnu ikke 18, har over 1,5 millioner følgere på Instagram og tjente et tocifret millionbeløb sidste år. Siden 2012 har det norske tvillingepar Marcus og Martinus Gunnarsen vekslet en sejr i MGP til en millionforretning.
Det skriver det norske erhvervsmedie Dagens Näringsliv.
- Økonomien i 2018 er et resultat af, at Marcus og Martinus fortsætter deres solide arbejde for at blive internationale popstjerner, skriver Marte Schei, presseansvarlig for Marcus og Martinus, til det norske medie.
Tvillingernes holdingselskab, M&M Artister, har omsat for 60 millioner norske kroner i 2018, hvilket blev vekslet til et driftsresultat på 22 millioner norske kroner.
Marcus og Martinus vandt som tiårige det norske MGP med sangen "To dråper vann". Siden da er de blevet markante stjerner på sociale medier i hele Norden. De har blandt andet spillet flere udsolgte koncerter i Danmark.
Tvillingerne har foruden 1,5 millioner følgere på Instagram flere hundredtusinder af følgere på Facebook. En stor del af deres forretning er da også, at de har gjort sig til et brand.
- Den voksende og lokale fanbase gør, at artisterne har etableret sig som en interessant kommerciel aktør. I 2018 har de indgået globale samarbejder med internationale brands som H&M og EA Sports, skriver Marte Schei til Dagens Näringsliv.
Forretningen Marcus og Martinus er delt op i tre. En koncertdel, musikrettigheder og merchandise.
Sidstnævnte stod for halvdelen af omsætningen i 2018, altså 30 millioner norske kroner. Før skat blev det til et resultat på 11 millioner norske kroner.
Da Marcus og Martinus selv er under 18 år, ejer deres far, Kjell-Erik Gunnarsen, deres selskaber. Det er tidligere meldt ud, at de bliver ejere, når de fylder 18.
/ritzau/