Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/02/2025 - 10:50

Nordnet-kunde lagde ordre på en andens konto under sikkerhedsbrist

Nordnet har ikke rapporteret nogen tilfælde af kunder, der har lidt økonomisk tab under sikkerhedsbrist.

Af: /ritzau/

Det var muligt at handle på andres Nordnet-konti, da investeringsplatformen blev ramt af en sikkerhedsbrist tirsdag.

Det skete for i hvert fald en enkelt kunde, skriver Nordnet i en opdatering onsdag formiddag.

- Vi har indtil videre kunne dokumentere et tilfælde af, at det er sket, at en kunde har lagt en ordre på en andens konto.

- Den transaktion er tilbageført, og vi har ikke nogen rapporterede tilfælde af kunder, der har lidt økonomisk tab, lyder det.

Sikkerhedsbristen skyldtes en fejl i Nordnets software, der gav nogle kunder adgang til andres konti i 20 minutter.

Efterfølgende lukkede platformen ned for al adgang. Nedlukningen varede i flere timer fra 11.10 til omkring klokken 15.30.

/ritzau/

København, 12/02/2025 - 09:08

Politiskolen bliver omdrejningspunkt for ny søndagsserie på DR

I 2026 får "Uniformen", hvor blandt andre Lene Maria Christensen og Jakob Cedergren medvirker, premiere.

DR er i gang med at producere en ny søndagsserie om Politiskolen, der ventes at få premiere i foråret 2026.

Det skriver DR og Miso Film i en pressemeddelelse.

"Uniformen", som serien hedder, er et krimidrama, der udspiller sig på Politiskolen i København.

Serien handler om politiets rolle i samfundet og følger eleverne og underviserne fra klasselokalet til politistationen.

Politiskolen er en "spændende arena" for en søndagsserie, mener DR's Dramachef, Henriette Marienlund.

- Politiskolen rummer helt unikke omstændigheder, hvor politiet adskiller sig fra alle andre uddannelser i landet, for i yderste potens skal eleverne uddannes til at stille deres krop og sind i skudlinjen for at håndhæve lovens regler.

- Det er et spændende dilemma, som vi tror på, at mange danskere vil være interesserede i at følge med i, siger hun i meddelelsen.

Skuespiller Lene Maria Christensen, der blandt andet er kendt fra tv-serierne "Arvingerne" og "Dicte", spiller en af hovedrollerne i "Uniformen".

Den anden hovedrolle spilles af Jakob Cedergren, der tidligere har medvirket i tv-serierne "Nikolaj og Julie" og "Den som dræber".

Desuden er Marco Ilsø, Clara Rosager, Gustav Giese, Soheil Bavi, Simon Sears og Sarah Boberg også at finde på rollelisten.

"Uniformen" produceres af DR og Miso Film og er skrevet af Oscar Giese og Anders August.

Det bliver Janus Metz, der skal instruere serien. Han står blandt andet bag filmen "Armadillo" og sæson to af den amerikanske tv-serie "True Detective".

- Det særlige ved serien er, at den udspiller sig på en skole, og at vi derfor møder vores karakterer under uddannelse. Det er politiarbejde sat i en coming-of-age setting, som jeg ikke har set behandlet før på dansk grund, siger instruktør Janus Metz i meddelelsen.

Optagelserne til "Uniformen" begynder til foråret.

Serien er allerede solgt til tv-stationer i Sverige, Norge, Finland og Island.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/02/2025 - 17:12

Birthe Kjær kommer i den varme stol til særlig samtale

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Birthe Kjær vil blandt andet fortælle, hvorfor hun var tæt på at adoptere et barn, lyder det i omtalen forud for en "En særlig samtale" med dansktopstjernen.

Alle spørgsmål er tilladte, når TV Glads journalister omslutter en række kendte danskere til en interviewseance, som sendes på DR.

Den næste, der sætter sig i midten og er hovedpersonen i "En særlig samtale", er dansktoplegenden Birthe Kjær.

Det fremgår af DR's oversigt over public service-stationens satsninger frem til juni.

- Hvad har prisen været for at være hele Danmarks Birthe Kjær? Og hvorfor var Birthe Kjær tæt på at adoptere et barn?

- Dét og mange flere spørgsmål får sangerinden Birthe Kjær stillet, når hun sætter sig ned i rundkredsen sammen med de skarpe og hjertevarme reportere fra TV Glad i en oprigtig, ærlig og ikke mindst særlig samtale, skriver DR om programmet.

Samarbejdet mellem Danmarks Radio og TV Glad, der er et medie drevet af mennesker med funktionsnedsættelser, blev præsenteret i 2023.

- I "En særlig samtale" går spørgsmålene generelt tæt på. Men de er uden agenda - og uden filter, sagde DR's programredaktør, Lasse Bjørch, dengang i en pressemeddelelse om kollegerne fra TV Glad.

- Det giver nogle nye, forfriskende, åbne og ærlige svar, som viser nye sider af store danske personligheder, når paraderne lige så stille sænkes, lød det.

22. februar er det således Birthe Kjærs tur.

Den 76-årige sanger har været en del af dansktoppen siden begyndelsen af 70'erne, hvor hun brød igennem med nummeret "Arrivederci Franz".

Siden har hun indtaget hitlisten med evergreens som "Sommer og sol" og "Tennessee Waltz".

I 1989 sang hun sig til førstepladsen ved det danske melodigrandprix med signatursangen "Vi maler byen rød", som førte hende til det internationale melodigrandprix, Eurovision, hvor det blev til en tredjeplads.

Tidligere har popsangeren Rasmus Seebach, den danske Hollywood-stjerne Nikolaj Coster-Waldau og statsminister Mette Frederiksen (S) været hovedpersoner i "En særlig samtale".

"En særlig samtale" med Birthe Kjær kan ses på DR1 og DRTV 22. februar.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 12/02/2025 - 08:00

FAKTA: Hvem får boligen ved skilsmisse?

* Er boligen fælleseje, er det som udgangspunkt op til jer selv, hvad I vil gøre med den - altså eksempelvis om den skal sælges, eller en af jer skal overtage den.

* Er I enige om, at den skal sælges, hæfter I begge for udgifterne, indtil den er solgt.

* Vil den ene overtage boligen og købe den anden ud, kan man få eksempelvis tre vurderinger af værdien fra forskellige ejendomsmæglere og tage gennemsnittet af det. 

* Kan I ikke blive enige om, hvem der skal have boligen, kan man ende i en reel lodtrækning - eller man kan se, hvem der vil byde mest til den anden.

* Kan parterne til syvende og sidst ikke blive enige, kan skifteretten komme på banen. Det koster dog typisk en retsafgift på 750 kroner. Ved inddragelse af en bobehandler betales der derudover en retsafgift på 1500 kroner - og hvis bobeholdningen overstiger 1.500.000 kroner, betales der yderligere 9000 kroner.

* Selv om den ene har en større ejerandel end den anden, har det som udgangspunkt ikke betydning for, hvem der har ret til at købe boligen. Ved uenighed om købsretten kan det dog godt være udslagsgivende for skifterettens beslutning, hvis den ene part for eksempel ejer 95 procent.

Kilde: boligøkonomisk fagekspert hos Videncentret Bolius Louise Kastberg.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 12/02/2025 - 08:00

Kan du risikere at få din partners gæld med ud af en skilsmisse?

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Når I går hver til sit efter et ægteskab, skal alt deles ligeligt. Spørgsmålet er, om det også gælder det med negativt fortegn.

Et samliv er nået til vejs ende. Skilsmissebegæringen er indgivet. Tilbage står, at boet skal deles. For med et ægteskab følger som udgangspunkt et formuefællesskab, og ved afslutningen skal det gøres op.

Alt skal deles ligeligt - medmindre der er lavet en ægtepagt, der siger noget andet. Men hvad indebærer det, hvis summen er negativ? Kan du så arve en del af eksens gæld?

Nej - og så alligevel. Sådan lyder det lidt tvetydige svar fra advokat og partner hos Advodan Glostrup Rolf Ledertoug.

- Man deler de positive bodele, fastslår Rolf Ledertoug.

En bodel er det, du ejer, fratrukket det, du skylder. Formuefællesskabet består altså af to bodele - henholdsvis din og din partners.

- Man tager alle den ene parts aktiver og trækker de negative fra. Men er der røde tal, overdrages de ikke. Det er kun de positive bodele, man krydsudveksler, forklarer advokaten.

En bodel kan altså ikke være mindre end nul.

Så langt, så godt. Du risikerer altså ikke at overtage noget af eksens gæld. Du hæfter kun for gæld, I har stiftet sammen.

Der, hvor du alligevel kan ende med en lang næse, er, hvis din egen bodel giver fine sorte tal på bundlinjen, mens eksens tal er røde.

- Hvis den anden ikke ejer mere, end de skylder, så får man ikke noget fra dem. Men man skal stadig af med halvdelen af sit eget, siger han.

Det gælder faktisk også ved dødsfald.

- Dør den ægtefælle, der skylder mere, end de har af aktiver, så skal den længstlevende med sorte tal på bundlinjen aflevere halvdelen til dødsboet, som bare giver pengene til kreditorer, forklarer Rolf Ledertoug.

Er der en ejer- eller andelsbolig i spil, indgår den i regnestykket, når man beregner de respektive bodele. Er der fælleseje - og forudsat, at der ikke er en ægtepagt med særeje, så boligen holdes uden for boopgørelsen - skal værdien altså deles ligeligt mellem jer.

Er det kun den ene ægtefælle, der ejer boligen, kan regnestykket derimod se sådan ud:

Kvinden står som eneejer af boligen, som er vurderet til 2.000.000 kroner, mens der er en realkreditgæld i hendes navn på 1.500.000 kroner. Værdien af boligen indgår som et aktiv, og gælden som et passiv.

Hvis hun derudover har en opsparing i banken på 200.000 kroner - altså et aktiv - og et billån på 100.000 kroner - altså et passiv - svarer det til en positiv formue på 600.000 kroner, fordi aktiverne på i alt 2.200.000 fratrækkes passiverne på i alt 1.600.000.

Har manden en negativ formue på 200.000 kroner, beholder han sin gæld, mens kvindens bodel på 600.000 kroner skal deles ligeligt imellem dem.

Har manden i stedet en positiv formue på 200.000 kroner, mens kvindens er på 600.000 kroner, skal de dele lige over, så hver part kommer ud af ægteskabet med 400.000 kroner.

Har begge parter en negativ formue, når bodelene gøres op, beholder de hver især deres egen gæld.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek