Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Christchurch, 17/03/2019 - 10:34

New Zealands leder vil drøfte livestreaming med Facebook

Gerningsmanden sendte live fra moskéangrebet i New Zealand. Premierministeren vil drøfte det med Facebook.

Handout/Reuters

Af: /ritzau/

En 17 minutter lang video, der blev sendt live og viste mænd, kvinder og børn, der blev skudt på klos hold ved fredagens angreb i New Zealand, har fået liv på sociale medier.

New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, siger ved en pressekonference tidligt søndag morgen dansk tid, at der er "yderligere spørgsmål, som skal besvares".

De spørgsmål går på, hvad de sociale medievirksomheders rolle er, når det kommer til at fjerne videoen og stoppe dem fra at blive delt.

- Det er et emne, som jeg ser frem til at diskutere med Facebook, siger Ardern ved pressekonferencen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hun tilføjer, at Facebooks driftschef, Sheryl Sandberg, har sendt en kondolence efter fredagens skudangreb i Christchurch.

- Jeg har haft kontakt med Sheryl Sandberg. Jeg har ikke talt med hende personligt, men hun har rakt ud og vist, at hun ved, hvad der er sket i New Zealand, siger Ardern ifølge Reuters.

Facebook har på Twitter skrevet, at de i løbet af de første 24 timer fjernede 1,5 millioner videoer af angrebet globalt.

/ritzau/