Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Jerusalem, 01/09/2024 - 10:46

Netanyahu til Hamas efter gidseldrab: Vi jagter og fanger jer

Seks gidsler er blevet bjærget i en tunnel i Gazastriben. Netanyahu sværger, at de ansvarlige bliver fanget.

Af: /ritzau/

Israel vil fange de personer fra den palæstinensiske bevægelse Hamas, der har dræbt seks gidsler, som landets militær (IDF) har fundet.

Sådan lyder det søndag fra den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

- Dem, der dræber gidsler, ønsker ikke en aftale, siger han i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi vil jagte jer, vi vil fange jer, og vi vil gøre et gammelt regnskab op, lyder det videre.

Hamas giver Israel skylden for, at de seks gidsler er blevet dræbt, fordi Israel var "uvillig til at nå frem til en aftale".

Imens siger Benjamin Netanyahu, at Israel bestræbte sig på at nå frem til en aftale for at frigive de resterende gidsler og sikre Israels sikkerhed. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Gidslerne blev bjærget i en tunnel under byen Rafah i Gazastriben, hvor de blev holdt fanget af Hamas.

Det oplyste den amerikanske præsident, Joe Biden, søndag morgen i en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus.

Det Hvide Hus har bekræftet, at en af de dræbte gidsler var den amerikanske statsborger Hersh Goldberg-Polin.

/ritzau/

København, 01/09/2024 - 10:39

Anmeldere kalder Vinterbergs tv-serie en kærlig opsang til danskerne

Yara Nardi/Reuters

Danmark evakueres fra stigende vandstand i Thomas Vinterbergs nye tv-serie "Familier som vores".

Stigende vandstand og truslen om oversvømmelser fører til evakuering af befolkningen i Thomas Vinterbergs tv-serie "Familier som vores".

Serien har verdenspremiere i denne weekend på den prestigefyldte Venedig Film Festival.

Anmelderne er enige om, at Thomas Vinterbergs nye tv-serie er ambitiøs. For nogle drukner en ellers "genial præmis" i for høje ambitioner.

Det mener Soundvenue, der giver serien tre ud af seks stjerner.

Mere begejstret stemt er filmmagasinet Ekkos anmelder, der giver serien fem ud af seks stjerner.

Han kalder serien "den mest medrivende samfundsfortælling i årevis" og et tankeeksperiment fortalt over syv gribende afsnit.

Med temaer som klimakrise og familiære relationer er serien både "en hyldest og en kærlig opsang til danskerne", lyder det fra Ekkos anmelder.

Politikens filmredaktør giver ikke serien hjerter, men kalder den en nærmest dogmeagtig apokalypseserie.

- Vinterberg vælger den grønne tale, klimakatastrofetalen, og fortæller os om, hvordan det konkret kommer til at udspille sig, når vandstanden stiger, skriver anmelderen.

I "Familier som vores" lukkes Danmark ned, og befolkningen evakueres, efter en stigende vandstand truer med oversvømmelser.

Nikolaj Lie Kaas og Paprika Steen spiller et fraskilt forældrepar, som efter nedlukningen af landet rejser til to forskellige destinationer.

Nikolaj Lie Kaas' karakter, Jacob, har økonomi og netværk til at begynde en ny tilværelse i England.

Det har Paprika Steens karakter, Fanny, ikke, og hun må nøjes med at blive evakueret igennem det offentliges program.

Splittet imellem de to forældre står datteren, den 19-årige Laura, tilbage med det svære valg at skulle vælge, hvilken forælder hun skal rejse med.

Serien er Vinterbergs første tv-serie og hans første projekt siden filmen "Druk", der i 2021 modtog den prestigefyldte oscarstatuette for bedste udenlandske film.

- Vi har lavet vores serie som en lang film, fordi det er det, vi kan finde ud af. Og så har jeg lært noget med nogle cliff hangers i slutningen af afsnittene, siger Thomas Vinterberg til TV 2 i forbindelse med festivalen.

Thomas Vinterberg og Zentropas nye TV 2-serie får premiere på TV 2 Play og TV 2 søndag 20. oktober.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/09/2024 - 08:00

TV 2-stjerne: Jeg har skullet tage en vejrtrækning en gang imellem

Som skuespiller har Lila Nobel været inde under huden på en, som har en helt anden grænsesætning, end hun selv har.

Som skuespiller skal man kunne formidle alle nuancer i et menneske, og det har været udfordrende for Lila Nobel at gøre med journalisten Alice, som hun spiller i TV 2's spændingsserie "Graverne".

- Hun er meget mere sort-hvid, end jeg er, fortæller Lila Nobel.

- Jeg er meget mere i energier og at føle og mærke, hvordan vi går rundt om hinanden. Det er hun slet ikke. Hun går bare. Og hun går længere på en helt anden måde, end jeg ville have gjort. Men så må jeg bare gå med hende.

"Graverne" udspiller sig på en redaktion, der laver undersøgende journalistik. De modtager et tip - et anonymt råb om hjælp: Fanger sidder indespærret uden at blive stillet for en dommer. Uden at få hjælp fra en advokat. Og uden mulighed for kontakt til familien.

Med andre ord eksisterer de ikke.

Det er et klart brud på menneskerettighederne - hvis det altså er sandt.

Det bliver opgaven for graverjournalisterne, der består af Mille Dinesens leder Liv, papirnusseren og talknuseren Hansen, portrætteret af Søren Malling, samt praktikanten Frederik, i skikkelse af Clint Ruben, og Johanne Millands fotograf Chris.

Redaktionen fuldendes af gonzojournalisten Alice, som Lila Nobel altså spiller, og hun går meget langt for at få historien i hus.

- Alice har nogle andre grænser, end jeg har. Det er jo præmissen i det hele taget som skuespiller, at du nogle gange kan ramme roller, der har nogle helt andre grænsesætninger end dig. Men under "Graverne" har jeg virkelig kunnet mærke, at jeg lige har skulle tage en vejrtrækning en gang imellem: "Det må du sgu forsvare. Det er sådan, Alice er", fortæller Lila Nobel.

- Vi er jo sikkert meget fordomsfulde over for - eller har i hvert fald idéer om - hinanden. Men hvis jeg skal spille alt, skal jeg forholde mig så fordomsfrit som overhovedet muligt for at se, hvad er det egentlig, Alice vil i sin sande kerne.

40-årige Lila Nobel blev uddannet skuespiller fra Odense Teater i 2010.

Det er hovedsageligt på de skrå brædder, at Lila Nobel hidtil har begået sig mest.

Men nu står hun i en af sine største roller på tv-skærmen ud over DR-dramaet "Ulven kommer" og i Netflix' sammensurium af en julekalender og en gyser i form af serien "Nisser".

- Det er kæmpestort at få lov til at lave "Graverne". Mest af alt, fordi jeg får lov til at portrættere en kvinde, som bare er et menneske , og som nørder rigtig meget med detaljer og med sit arbejde. Det i sig selv synes jeg, er lækkert, lyder det fra Lila Nobel.

- Det er ikke hægtet op på køn, det er ikke hægtet op på, hvem man er sammen med, det er ikke hægtet op på, om man er mor. Så på den måde synes jeg, det var helt fantastisk, siger hun og tilføjer så:

- Jeg synes i det hele taget, at jeg får lov til at lave roller, hvor det handler om mennesket mere end kønnet. Det synes jeg, er fedt. Især i de her tider - men det andet er jo også lidt gammeldags at tænke i, ikke?

Sidste afsnit af "Graverne" kan ses på TV 2 Play fra søndag 1. september og på TV 2 mandag aften.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 31/08/2024 - 10:00

FAKTA: Minimer kalken på badeværelset

* Det kræver en omhyggelig indsats, hvis du vil reducere risikoen for kalkaflejringer på badeværelset. 

* Kalkbelægninger opstår nemlig, fordi der er rester af vand på materialerne. Mens vandet damper af, bliver kalken liggende tilbage. 

* I brusekabinen skal du tørre af efter at have været i bad. Det kan du gøre ved at bruge en tør mikrofiberklud. Det samme gælder, hvis du bruger et badekar.  

* Armaturet i brusekabinen, håndvasken og vandhanen kan du også tørre af med en tør klud.

Kilde: rengøringsekspert Louise Grønhøj, der er stifter af BasicClean.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 31/08/2024 - 10:00

Få bugt med kalken på badeværelset

Emil Helms/Ritzau Scanpix

At fjerne kalk er ikke raketvidenskab, fastslår rengøringsekspert. Få tips til, hvordan du får kalk væk fra toilettet, armaturet og gulvet under bruseren.

Hvad end du kigger mod gulvet i brusekabinen, vandhanen eller toilettet, kan den genstridige kalk føles som en evig følgesvend.

Men heldigvis kan du nemt selv sætte ind og få bugt med de hvide aflejringer på badeværelset.

Det forklarer rengøringsekspert Louise Grønhøj, som er stifter af basicclean.dk, der sælger rengøringsmidler.

- At fjerne kalk er ikke raketvidenskab. Kalk er basisk, og det, der opløser basiske kalkaflejringer, er typisk rengøringsmidler, der indeholder en syre, siger hun.

Det er dog ikke alle materialer, der kan tåle syre. Så er det gulvet i badeområdet, du vil give en overhaling, skal du først og fremmest finde ud af, hvilket materiale det består af, og hvad det kan tåle.

- Der er nogle gulvtyper, hvor man skal være særlig opmærksom. Det drejer sig om typer af sten, der indeholder kalksten eller kalk i sig selv. Det er for eksempel marmor, siger Louise Grønhøj.

Hun forklarer videre, at disse gulvtyper ikke tåler syre.

I stedet kan du bruge en svamp med kraftig skurenylon, som du fugter med varmt vand og et rengøringsmiddel uden syre. Herefter skrubber du kalken af.

Hvor meget du skal skrubbe, og om det er nødvendigt med gentagelser, afhænger af kalkens omfang.

Kan gulvet derimod godt tåle syre, kan du bruge kalkrens, råder rengøringseksperten.

- Finten er helt klart, at man først fugter overfladen med vand for at mætte den, siger Louise Grønhøj.

Herefter tilfører du kalkrens - for eksempel med en klud - og begynder at skrubbe med en skuresvamp. Lad det virke i nogle minutter, og skyl gulvet efter med vand. Er det nødvendigt, kan du gentage processen.

Går du videre til vandhanen og armaturet i bruseren, skal du - ligesom med gulvet - være opmærksom på, hvad materialet kan tåle.

- For eksempel er messing- og kobberarmaturer virkelig sarte i forhold til rengøring, siger Louise Grønhøj.

Derfor må du forsøge at skrubbe kalken af ved hjælp af en fugtet klud og et ikke-syreholdigt rengøringsmiddel. Inden skal du huske at fugte det område, du vil rengøre, med vand.

Er du i tvivl om, hvad vandhanen og armaturet kan tåle, kan du kontakte leverandøren og spørge, råder rengøringseksperten.

Viser det sig, at vandhanen og armaturet kan tåle syre, kan du kaste dig over den samme proces som ved badeværelsesgulvet.

Til gengæld kan du give den fuld gas med toiletrensen, hvis du ønsker at få bugt med kalken i toilettet. Men inden du gør det, har Louise Grønhøj et trick til, hvordan du fjerner vandet fra toilettet.

- Tag toiletbørsten, og skub vandet ned i bunden og ud, indtil der ikke er mere vand i toilettet.

- Det gør det meget nemmere for toiletrensen at tage kalkbelægningerne, siger hun.

Efter at have fjernet vandet kan du påføre toiletrensen rundt om i toilettet. Virkningstiden afhænger af, hvor meget kalk der er, siger Louise Grønhøj.

Hun råder til, at du løbende holder øje med, om rengøringen har en effekt.

Herefter skrubber du toilettet med en toiletbørste og skyller ud. Har du endnu ikke fået det ønskede resultat, gentages processen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek