Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/09/2021 - 10:58

Nationalbanken uenig med regering: Lav indgreb på boligmarkedet

Regeringen afviser at følge råd om at begrænse adgang til afdragsfrie lån, som også Nationalbanken ser idé i.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det er godt tidspunkt at lave et indgreb på det danske boligmarked, så man mindsker risikoen for, at boligejere kommer i økonomisk uvejr, hvis priserne pludseligt dratter.

Sådan lyder det onsdag fra Nationalbanken, der tidligere er kommet med samme udmelding efter en periode under corona med heftige prisstigninger.

- Det er nu det rigtige tidspunkt at gøre det rigtige på boligmarkedet. Man skal ændre strukturerne ved at sikre, at de mest forgældede boligejere skal afdrage, og ved at rentefradraget i mindre grad tilskynder til at optage gæld, siger nationalbankdirektør Lars Rohde på et pressemøde.

- Et mere robust boligmarked er godt nu og ikke mindst, hvis det pludselig går den anden vej. Tyngdekraften er ikke sat ud på boligmarkedet, siger han.

Nationalbanken nævner, at det er vigtigt at få gennemført en vedtaget skattereform på boliger. Den træder efter planen i kraft fra 2024.

Derudover anbefaler Nationalbanken, at man fjerner adgangen til afdragsfrie lån for boligejere, der har belånt mere end 60 procent af boligens værdi.

- I det lange løb vil det gavne robustheden, at boligejerne har noget at stå imod med, hvis boligpriserne falder, skriver Nationalbanken i en analyse.

Derudover ser Nationalbanken et perspektiv i at skære i det rentefradrag, man får, når man har gæld i boligen.

Regeringen afviste tirsdag en begrænsning af afdragsfrie lån, hvis gælden er over 60 procent af boligens værdi, som Det Systemiske Risikoråd ellers opfordrede til i juni.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) begrundede det med, at der har været mindre fart på boligmarkedet hen over sommeren.

- Det er gode tegn, og derfor er der heller ingen grund til at gribe ind her og nu, hvor vi samtidig ser, at dansk økonomi er sund.

- Husholdningernes økonomi er robust, og bankerne er stabile, sagde han tirsdag.

Risikorådet blev nedsat efter finanskrisen for at holde øje med risici i finanssektoren. Det kan komme med anbefalinger til regeringen, som ikke behøver at følge trop.

Der er et personsammenfald mellem rådet og Nationalbanken. Risikorådet har Lars Rohde som formand, der også er direktør for Nationalbanken.

Lars Rohde anerkender på pressemødet, at priserne ikke længere stiger med samme fart, men han påpeger på, at priserne på huse i gennemsnit er steget 14 procent sammenlignet med før coronaudbruddet.

- Det er immervæk noget af en stigning i boligformuen. Det er for os ikke afgørende, om prisen på det seneste er steget eller faldet to procent.

- Det her handler om at ændre strukturerne på boligmarkedet, så det bliver mere robust for boligejerne og dansk økonomi, siger Lars Rohde på pressemøde.

Nationalbanken forventer, at priserne på huse stiger med 11,6 procent i år sammenlignet med 2020.

Det er lidt lavere end skønnet i juni, hvor nationalbanken forudså en stigning på 14,2 procent.

/ritzau/

Nyhedsarkiv