Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Miami, 03/08/2022 - 10:51

NFL straffer Miami Dolphins for ulovlige snakke

Miami Dolphins kontaktede quarterback Tom Brady og cheftræner Sean Payton uretmæssigt, har NFL konkluderet.

Sam Navarro/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

NFL-klubben Miami Dolphins har modtaget en hård straf for sine forsøg på at hverve en af ligaens bedste quarterbacks og en af de mest profilerede trænere.

Ligaen har frataget Dolphins næste års førsterundevalg i draften, hvor klubberne skiftes til at vælge spillere fra de amerikanske universiteter.

Også et tredjerundevalg i 2024 har Florida-klubben mistet, mens klubejer Stephen Ross har fået en bøde på 1,5 millioner dollar - knap 11 millioner kroner. Han er suspenderet til og med 17. oktober.

Desuden har Miami Dolphins' næstformand, Bruce Beal, fået en bøde på 500.000 dollar, svarende til 3,6 millioner kroner.

Det sker på baggrund af en undersøgelse, som den uafhængige efterforsker Mary Jo White står bag.

Hammeren er faldet, fordi Dolphins ad to omgange har haft drøftelser med Tom Brady, mens han var quarterback i henholdsvis New England Patriots og Tampa Bay Buccaneers.

Hensigten var tilsyneladende at gøre Brady til en samarbejdspartner med mulighed for, at den legendariske NFL-spiller kunne blive holdets quarterback.

Før Sean Payton i januar meddelte, at han trak sig fra trænergerningen, var Miami Dolphins i dialog med Paytons agent, selv om træneren var på kontrakt hos New Orleans Saints.

Det ses af NFL som "tampering". Det kan oversættes til en slags hemmelige forhandlinger.

- Efterforskerne fandt brud på reglerne om forhandlinger i et hidtil uset omfang, siger NFL-kommissær Roger Goodell på ligaens hjemmeside.

Dolphins-ejer Stephen Ross afviser anklagerne.

- I forhold til punktet om forhandlinger er jeg stærkt uenig med konklusionerne og sanktionerne, siger Ross i en pressemeddelelse.

- Jeg accepterer dog udfaldet, fordi det vigtigste er, at holdet ikke bliver distraheret, mens vi påbegynder en spændende sæson fyldt med sejre. Jeg vil ikke lade det stå i vejen, forklarer han.

Efter at være blevet fyret af Dolphins i januar kom holdets tidligere træner Brian Flores med flere anklager mod klubben. Han fortalte blandt andet, at han var blevet tilbudt penge for at tabe med vilje i 2019, så klubben kunne få en bedre position i draften det efterfølgende år.

Undersøgelsen har dog ikke fundet belæg for, at der var tale om et seriøst tilbud fra ledelsen.

/ritzau/

Nyhedsarkiv