Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/09/2019 - 10:54

Myndigheder har svigtet i vurdering af folk på tålt ophold

Ombudsmanden kritiserer Rigspolitiet og Udlændingestyrelsen for behandling af folk på tålt ophold.

Af: /ritzau/

Ombudsmanden kritiserer Udlændingestyrelsen og Rigspolitiet for ikke at have revurderet afgørelser om opholdspligt og meldepligt for udlændinge på tålt ophold.

Personer på tålt ophold har ikke ret til at være i Danmark, men kan ikke sendes tilbage til deres hjemlande grundet frygt for dødsstraf, tortur eller lignende. De kan være forpligtet til at opholde sig et bestemt sted eller melde sig regelmæssigt til myndighederne.

Sådan en pligt skal revurderes hvert halve år. Men det er i flere tilfælde ikke sket i over et år og i nogle tilfælde endnu længere.

- Afgørelser om opholdspligt og meldepligt udgør et indgreb for den enkelte udlænding, som i hvert enkelt tilfælde skal være proportionalt.

- Derfor er det af stor betydning, at afgørelserne revurderes inden for fristerne og ikke opretholdes længere end nødvendigt, skriver Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Nyhedsarkiv