Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Næstved, 28/09/2024 - 10:58

Morten Messerschmidt savner Danmark fra 1980'erne

Det nytter ikke altid at se flere år fremad, lyder det fra Dansk Folkepartis formand i årsmødetale i Næstved.

Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Alt var ikke bedre i gamle dage, men hvis det står til Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, skal det ikke altid handle om 2030- eller 2050-mål.

Det siger Messerschmidt lørdag i sin tale ved DF's årsmøde i Næstved.

Talen indeholder ikke politiske nyheder. Han mindes i stedet for 1980'erne, hvor han selv var barn.

Det var en tid uden internet, uden mobiltelefoner, og en tid hvor man vidste hvad postbuddet hed, siger han blandt andet. En mere tryg tid, hvor fællesskabet og dialogen fyldte mere end i dag, mener han. Men værdierne fra dengang er væk, lyder det fra 43-årige Messerschmidt.

DF-formanden vil "have Danmark tilbage". Det siger Messerschmidt med udgangspunkt i det, han oplevede i 1980'erne. Han vil have mere tillid, mere tryghed og "mere danskhed".

- Danskheden er det, det hele starter og slutter med. Vores danske kultur. Det er den, vi kæmper for her i Dansk Folkeparti, siger Messerschmidt.

Værdierne og fællesskabsfølelsen, som ifølge Messerschmidt fandtes dengang, kan genfindes, mener han.

- Hvis vi giver lov til det. Det er derfor vi vil indføre et familiefradrag for de store børnefamilier blandt danskere.

- Med vores forslag vil en familie med tre børn få 180.000 kroner mere mellem hænder om året, siger han.

Konkret vil DF indføre et fradrag per hjemmeboende barn under 18 år på 2500 kroner per måned. DF vil også hæve folkepensionen med 12.000 kroner om året efter skat.

Danmark er verdens bedste land, synes Messerschmidt.

- Det har vi ikke på baggrund af de sidste 10 år. Det har vi på baggrund af utallige generationers insisteren på at have et fællesskab bygget på næstekærlighed, dansk kultur og fædrelandskærlighed, siger han.

Godt nok er DF et indvandrerkritisk parti, men ifølge Messerschmidt har "vi danskere heller ikke den sammenhængskraft, vi har haft".

- Foreningslivet lider. Vi er blevet mere individuelle. Vi stoler langt mindre på hinanden, siger DF's formand.

Selv om Messerschmidt savner meget fra 1980'erne, var alt ikke bedre i gamle dage, siger han.

- Det er godt, at man ikke længere må slå børnene. Det er godt, at der ikke bliver røget i S-togene, på flyene og på børneværelset. Det er godt, at vi fik styr på ozonlaget. Det er godt, at vi fik en teknologisk udvikling, siger Messerschmidt.

/ritzau/

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek