Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Rønne, 20/06/2022 - 10:59

Mistænkt nægter voldtægt af 17-årig pige under Folkemødet

Retten på Bornholm har varetægtsfængslet en 21-årig mand i foreløbigt 14 dage for voldtægt under Folkemødet.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En ung mand, der mistænkes for at have voldtaget en 17-årig pige under Folkemødet på Bornholm, nægter sig skyldig.

Det oplyser Bornholms Politi til Ritzau. Mandag morgen er manden blevet stillet for en dommer i Retten på Bornholm.

Her er det besluttet, at han foreløbigt skal være varetægtsfængslet i 14 dage. Det skriver mediet Bornholm.nu. Ifølge mediet er den sigtede en 21-årig mand, og han har kæret afgørelsen om fængsling til landsretten.

Dørene ved retsmødet mandag morgen blev lukket. Derfor er det hemmeligt for offentligheden, hvad manden eventuelt nærmere har forklaret.

Politiet oplyste søndag, at det lørdag klokken 10.45 havde fået en anmeldelse om voldtægt af en 17-årig pige. Voldtægten skal være sket i Havnegade i Allinge omkring klokken 22 fredag aften.

Forbrydelsen skal dermed være sket i et område, der i weekenden har lagt plads til Folkemødet, som har trukket et stort antal mennesker til øen.

Politiet har dog ikke kunnet svare på, hvorvidt den sigtede og den 17-årige pige har været til Folkemødet.

Den 21-årige mand blev anholdt søndag morgen klokken 08.25 på Sjælland og er altså efterfølgende blevet fragtet tilbage til Bornholm, hvor han mandag blev fremstillet i grundlovsforhør.

/ritzau/

Nyhedsarkiv