Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/02/2024 - 10:59

Minister holder møde med folketingsudvalg om Borup-sag

Børne- og undervisningsminister deltager i næste uge i møde, hvor sag om krænkende adfærd er på dagsordenen.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) møder torsdag i næste uge op i Børne- og Undervisningsudvalget i Folketinget, hvor sagen om krænkende adfærd på Borup Skole er på dagsordenen.

Det fremgår af Folketingets kalender.

Mødet er sat til at starte klokken 10.15, og første punkt på dagsordenen er Borup-sagen.

Ifølge TV 2 skal partierne blandt andet drøfte en "mulig politisk opfølgning" på sagen.

Tidligere på ugen lød det fra Mattias Tesfaye, at han vil række ud til landets kommuner, så det kan undersøges om grænseoverskridende adfærd på Borup Skole i Køge Kommune er udtryk for en bredere tendens.

Det skete, efter at TV 2 havde beskrevet henvendelser om lignende forhold på andre skoler i landet.

- Det tager jeg meget seriøst og vil derfor nu række ud til landets kommuner for at danne mig et overblik over, om sagen fra Borup er et enkeltstående tilfælde eller udtryk for en bredere tendens, som vi også bør forholde os politisk til på Christiansborg, sagde Mattias Tesfaye til TV 2 tirsdag.

Flere forældre er de seneste dage stået frem og over for TV 2 berettet om børn, der af jævnaldrende har været udsat for grænseoverskridende og krænkende adfærd.

Forældrene har kritiseret skoleledelsen og kommunen for ikke at agere tilstrækkeligt på henvendelserne.

Onsdag var forældrene indkaldt til et dialogmøde, hvor chef for dagtilbud og skoler i Køge Kommune Lars Nedergaard redegjorde for kommunens handlinger i sagen.

På pressemødet blev han flere gange spurgt om, hvad der skal ske med de formodede krænkere. Det undlod skolechefen dog at svare på.

- Jeg kan sige, at vi er i dialog med de forældre, der er berørte, og vi kommer til at lave handlinger, der gør, at vi kommer godt videre herfra, lød det.

Skolechefen erkendte desuden, at kommunen kunne have kommunikeret bedre undervejs.

- Selv om vi synes, at vi har kommunikeret meget, kunne vi tydeligvis have kommunikeret bedre, sagde han.

Torsdag oplyser 1. viceborgmester i Køge Kommune Ken Kristensen (V), at der er flere initiativer på vej fra kommunens side. De vil blive lagt frem efter vinterferien, oplyser han til Ritzau.

/ritzau/

København, 15/02/2024 - 08:00

Fra ejendomsmægler til musicalstjerne

* Annette Heick er datter af dansktopparret Keld og Hilda Heick. Hun er født 12. november 1971.

* Hun er oprindelig uddannet ejendomsmægler, men har også været ansat som journalist ved både B.T., Se og Hør og TV 2 samt været tv-vært, iværksætter, skuespiller og sangerinde.

* I dag er hun især kendt for sine roller i stort opsatte musicals som blandt andet "Wicked", "My Fair Lady", "Evita" og "Mamma Mia".

* I 2021 udgav hun selvbiografien "Datteren".

* Annette Heick har været gift med kokken Jesper Vollmer siden 2001. Sammen har de sønnerne Eliot på 19 år og 15-årige Storm.

Kilder: Kristeligt Dagblad og Ritzau.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/02/2024 - 08:00

Annette Heick savner fællesskabsfølelsen

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I musicaludgaven af "Matador" skabes en helt særlig fællesskabsfølelse, som entertaineren Annette Heick, der i musicalen spiller Elisabeth Friis, har savnet.

Entertaineren Annette Heick har brugt mange nætter i selskab med "Matadors" folkekære karakterer Katrine Larsen, Mads Skjern, Maude Varnæs og Doktor Hansen.

Begge gange hun er blevet mor, har hun haft tv-serien klar i dvd-afspilleren. Så snart hun hørte klynk fra vuggen om natten, har hun fluks indtaget sofaen og ammet de små lille til tonerne af Bent Fabricius-Bjerres ikoniske klaverspil.

"Matador" har givet hende en fællesskabsfølelse, som hun nu er med til at skabe for andre, når hun selv træder ind seriens velkendte verden som Elisabeth Friis i musicaludgaven, som får premiere 15. februar.

- Det har virkelig været underkendt i alt for lang tid, hvor virkningsfulde fællesskaber er, og hvad de betyder for os som mennesker, siger Annette Heick.

Når publikum slår sig ned i de polstrede sæder for at opleve musicalen "Matador", er det netop minderne, både publikum og skuespillerne er fælles om.

Fællesskabsfølelsen har Annette Heick selv savnet, og hun ser frem til at dele stemningen med publikum, når de sammen træder ind tidsmaskinen og skruer tiden tilbage til årene inden og efter Anden Verdenskrig.

Tv-serien "Matador", der er skabt af journalist og forfatter Lise Nørgaard, blev sendt på tv første gang i 1978. Den skildrer et stykke danmarkshistorie med politiske ideologier og klasseskel i tiden fra 1929 til 1947.

Både serien og musicalen foregår i den fiktive stationsby Korsbæk, hvor de to stridende familier, familien Varnæs og familien Skjern, konkurrerer om magten.

Ved seneste optælling var der solgt 85.000 billetter til musicalen.

Der er ikke mange platforme, der opfordrer til fællesskab længere, mener Annette Heick.

- Vi er blevet små satellitter, der lever i hver sin virkelighed og i hver sin verden uden at have det her fællesskab, der bare er helt sindssygt vigtigt. Vi burde tale meget mere om det, siger hun.

- Der er ekstremt meget splittelse i verden - mere end måske nogensinde før. Det handler nok også om, hvilke virkeligheder man præsenteres for.

Det handler om at træde ud af vores små satellitter og i stedet gøre noget sammen, mener Annette Heick.

- Der tror jeg, at kunst og kultur er den sidste bastion for fællesskaberne, siger Annette Heick.

Det er også gennem kultur og musik, at Annette Heick selv opsøger fællesskaberne. Og det gør hun mere end nogensinde.

Inden for de seneste år har hun opsøgt fællesskabet i en netværksgruppe med, hvad hun beskriver som, andre etablerede danske sangerinder.

Hun vil ikke afsløre identiteten på kvinderne. Men det er i hvert fald top-20 og en gruppe, man ikke umiddelbart kan forestille sig sammen, fortæller hun.

- Det er kvinder, som jeg før ville have set som konkurrenter, men som i virkeligheden er nogle af de fedeste kolleger.

- Det er så stort, dejligt og fedt et fællesskab, hvor jeg bare føler mig beriget, når jeg går derfra. Jeg flyver nærmest hjem på en lyserød sky, siger Annette Heick.

Manuskriptet til musicalen "Matador" er også lavet i fællesskab af de prisvindende instruktører og manuskriptforfattere Anders Thomas Jensen og Susanne Bier, der begge har modtaget en Oscar for henholdsvis kortfilmen "Valgaften" fra 1999 og filmen "Hævnen" fra 2010.

Derfor er det kompetente kræfter, der har udformet manuskriptet sammen med "Matadors" moder, Lise Nørgaard, der også var en stor del af processen, inden hun gik bort i januar 2023, 105 år gammel.

- Hun har rent faktisk været med inde over trods sin høje alder. Og hun har været meget bevidst om, at hun giver sit livsværk videre, siger Annette Heick og tilføjer, at musicalen derfor også er ret tro imod den oprindelige serie.

Når det kommer til "Matador", er fællesskabet ikke blot hængt op på de minder, publikum hver især forbinder med den ikoniske serie, men også i Lise Nørgaards tidsløse fortælling.

- Det er lige præcis der, Lise Nørgaard er allermest genial. Hun har formået at fortælle historier, som bliver ved med at have et moderne snit eller nogle problematikker, der er genkendelige, siger Annette Heick.

På rollelisten findes blandt andre også Nicolai Jørgensen, Daimi Gentle og Gordon Kennedy, der skal spille henholdsvis Mads Skjern, Fru Fernando Møhge og grisehandler Oluf Larsen i musicalen.

Selv om hendes to drenge, 19-årige Eliot og 15-årige Storm, som hun har med kokken Jesper Vollmer, ikke har fået kærligheden til "Matador" ind med modermælken, skal hendes ældste søn med til musicalens premiere.

- Jeg vil så gerne, at de ser serien og forstår den, men det kan godt være, de skal være lidt ældre. Den ældste har sagt, at han kommer til premieren, så mere skræmt fra det er han dog ikke, siger Annette Heick.

Musicalen "Matador" kan ses i Falkonersalen på Frederiksberg, på Musikteatret i Holstebro og Vejle Musikteater.

Det gibber helt i Annette Heick, når hun hører den musik, der markerer begyndelsen på den nye musical.

- Når musicalen begynder, får man en hel masse små glimt af "Matador", som vi kender den. Man bliver så rørt, det tør jeg godt sige.

- Jeg får stadig kuldegysninger og tænker: "Wow". Så det håber jeg også, at publikum gør, siger hun.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/02/2024 - 10:00

FAKTA: Vand fra hanen er også klimavenligt

* Vand fra hanen er det mest klimavenlige valg sammenlignet med for eksempel kaffe, te og læsedrikke.

* Drik vand til dine måltider, og når du er fysisk aktiv.

* Det er som regel tilstrækkeligt at drikke en hel til halvanden liter vand om dagen. Kaffe, te, mælk, juice og andre drikkevarer tæller også med i dit væskeindtag.

* Skru ned for søde drikkevarer - også de sukkerfrie. Det gælder sodavand, saftevand, iste samt sports- og energidrikke. For større børn og voksne er anbefalingen højst en halv liter om ugen.

Kilde: Fødevarestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 15/02/2024 - 10:00

Isotoniske drikke er populære: Sluk helst tørsten i vand

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

For langt de fleste danskere er helt almindeligt vand nok til at dække kroppens væskebehov, lyder anbefalingen.

Butikkernes køleskabe bugner med farverige drikke, der reklamerer med, at de for eksempel kan modvirke træthed eller booste præstationer.

De såkaldte isotoniske drikke er stormet frem de seneste år, og der kommer flere nye varianter til. Men hvad er en isotonisk drik, og hvem kan den gavne?

- En isotonisk drik har i bund og grund samme saltsammensætning som menneskets kropsvæske. Drikken stammer fra sportens verden, hvor tanken har været, at det er nemmere for kroppen at optage en væske, hvis den matcher kroppens egen væske, siger Lars Nybo, der er professor på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

- Men jeg vil mene, at isotoniske drikke er overflødige for langt de fleste danskere.

Det skyldes, at der er tale om en drik, som kan bruges af nogle sportsfolk i bestemte situationer, tilføjer han. Det kan for eksempel være, hvis man skal løbe maraton i høj sommervarme, hvor man mister meget væske og kropssalte.

- Men det er individuelt, hvor meget salt kroppen mister gennem sved, og hvis alle får den samme isotoniske drik, vil nogle få for lidt salt, mens andre vil få for meget, siger Lars Nybo.

Det vil oftest være langt mere effektivt at få dækket sit behov gennem kosten, forklarer han.

Nogle isotoniske drikke indeholder også sukker. Og hvis målet er at få tilført mere energi i form af sukker under en sportspræstation, er der andre muligheder.

- I dag kan man få små gelpakker, der meget hurtigt kan give koncentreret sukkerenergi til for eksempel maratonløbere og cykelryttere, siger han og tilføjer:

- Hvis man er almindelig motionist, eller man bare skal have dækket sit væskebehov på en varm sommerdag, er det overkill at indtage en isotonisk drik. Helt almindeligt vand er tilstrækkeligt.

Fødevarestyrelsen anbefaler også at slukke tørsten i vand.

Anbefalingen er, at man bør drikke en hel til halvanden liter vand om dagen. Andre drikkevarer som kaffe, te, mælk og juice tæller også med i det regnskab.

- Er man meget fysisk aktiv, kan man have behov for at drikke mere, siger Charlotte Kølln, der er sektionsleder i Fødevarestyrelsen.

Læskedrikke og energidrikke bør man begrænse, da de typisk indeholder en del sukker og koffein. Børn bør holde sig helt fra energidrikke, lyder opfordringen fra styrelsen.

Hun peger på, at søde drikkevarer kan bidrage til, at man får for mange kalorier, som øger risikoen for overvægt.

- Vores anbefaling er, at man drikker maksimalt en halv liter læskedrikke om ugen. Og det kommer faktisk bag på mange, siger Charlotte Kølln.

Flydende kalorier er ikke den eneste udfordring med læske- og energidrikke. For det er heller ikke godt for tandsundheden, hvis tænderne ofte bliver badet i sukkersødet vand, tilføjer hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek