Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/08/2022 - 10:58

Mikkel Bjerg fortsætter på Pogacars hold i to år mere

Den danske cykelrytter, som tre gange har vundet VM i enkeltstart som U23-rytter, forlænger med UAE.

Af: /ritzau/

Cykelrytteren Mikkel Bjerg skal også i 2023 og 2024 køre for UAE.

Det meddeler cykelholdet på Twitter.

Den 23-årige dansker har kørt for UAE siden 2020, og i år har Mikkel Bjerg blandt andet kørt Tour de France.

Danskeren er ikke den eneste, der får en toårig kontraktforlængelse hos UAE. Det samme gælder Rafal Majka, Diego Ulissi og Brandon McNulty.

UAE's altoverskyggende stjernerytter er den dobbelte Tour de France-vinder Tadej Pogacar, som i årets udgave måtte nøjes med andenpladsen efter danske Jonas Vingegaard.

Sejre har Mikkel Bjerg ikke mange af som professionel. Men fra 2017 til 2019 vandt Mikkel Bjerg VM i enkeltstart for U23-ryttere tre år i træk, og han har de seneste år også leveret flotte resultater i den disciplin som professionel.

Under årets Tour de France, som begyndte med tre etaper i Danmark, var Bjerg hjælperytter for Pogacar.

/ritzau/

Nyhedsarkiv