København, 21/04/2022 - 10:57
Mette Frederiksen fra Ukraine: Vi sender endnu flere våben
Danmark sender flere våben til Ukraine, siger statsministeren i et interview ved sit besøg i landet torsdag.
Af: /ritzau/
- Vi har tænkt os at sende endnu flere våben til Ukraine. Det er det, der er mest brug for.
Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) fra Ukraine i et interview med TV 2 News.
Hun uddyber ikke, hvilke våben der er tale om, eller hvornår de sendes afsted.
Statsministeren har torsdag formiddag ifølge kanalen befundet sig byen Borodjanka lidt uden for Kyiv. Hun skal sammen med Spaniens premierminister, Pédro Sanchez, senere mødes den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Mette Frederiksen er den første skandinaviske leder til at besøge Ukraine efter krigens begyndelse i februar.
Danmark har tidligere sendt 2700 skulderbårne panserværnsraketter til de ukrainske styrker. Det er våben, der kan bruges på kortere afstande til at bekæmpe blandt andet pansrede køretøjer.
Mette Frederiksen, som også har departementschef Barbara Bertelsen med, giver ved sit besøg udtryk for, at Danmark skal hjælpe med at genopbygge Ukraine efter krigen.
- Vi taler om, hvordan vi bidrager til at genopbygge landet efter krigen, siger hun til TV 2.
- For få måneder siden levede man en helt normalt liv her, og nu er alt fuldstændigt ødelagt.
- Det er gennemført forfærdeligt, siger statsministeren.
/ritzau/