Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Zandvoort, 04/09/2022 - 10:51

Mercedes-chef raser over romerlys: Kørerne kan dø

Lørdag måtte kvalifikationen til Hollands Grand Prix afbrydes på grund af romerlys på Formel 1-banen.

Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der er lagt op til en festlig stemning, når Hollands Grand Prix søndag løber af stablen som det 15. i Formel 1-sæsonen. Også lidt for festlig, mener nogle iagttagere.

Lørdag blev romerlys med orange røg kastet ind på banen i Zandvoort, så kvalifikationen måtte afbrydes.

Godt nok kunne man hurtigt genoptage, men Mercedes-boss Toto Wolff kommer alligevel med en opsang før søndagens grandprix, der begynder klokken 15.

- Det er en skam, at nogle totale idioter ikke forstår, hvad et romerlys kan gøre ved en kører. Hvis et romerlys rammer, kan det få dødelige konsekvenser.

- Her hjælper din halo ikke, siger Toto Wolff ifølge Daily Mail med henvisning til bilens sikkerhedsforanstaltning.

Romerlysene er ikke et nyt fænomen, for tusinder af Formel 1-glade hollændere, der er blevet døbt "Den Orange Hær", har rejst rundt med det store Formel 1-cirkus i sæsonen og har brugt romerlysene til at skabe stemning.

Det har kun været tiltagende, efter at hollænderen Max Verstappen (Red Bull) i 2021 blev verdensmester for første gang.

Flere kørere har udtrykt utilfredshed over dette, da de ikke bryder sig om røgen, der særligt generer i starten af løbene, skriver Daily Mail.

Af den årsag har arrangøren i Holland givet forbud mod romerlys på tribunerne, men alligevel er det lykkedes for en del tilskuere at få dem med ind.

To gange blev de kastet på banen lørdag, så løbet måtte afbrydes, mens romerlysene andre gange trillede ud af banen, så det ikke var nødvendigt at afbryde begivenheden, skriver nyhedsbureauet NTB.

- Jeg håber, at arrangøren har kontrol over det, lyder det fra Toto Wolff.

Inden søndagens grandprix er Verstappen godt på vej til at forsvare sin VM-titel. I den samlede stilling har han 284 point, mens hans teamkammerat hos Red Bull, Sergio Perez, er nærmeste konkurrent med 191.

/ritzau/

Nyhedsarkiv