Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Jakarta, 20/03/2019 - 10:50

Medie: Piloter i Lion Air-fly søgte febrilsk svar i manual

Piloterne i et Boeing-fly, der styrtede i oktober sidste år, forstod ikke, hvorfor flyets næse pegede nedad.

Af: /ritzau/

Kort før et fly med 189 personer om bord forulykkede i oktober, forsøgte flyets piloter desperat at finde svar på flyets opførsel i en manual.

Det fremgår af lydoptagelser af de sidste minutter i cockpittet.

Det fortæller tre unavngivne personer til nyhedsbureauet Reuters.

Det forulykkede fly var af typen Boeing 737 MAX 8. Det var den samme flytype, der 10. marts styrtede i Etiopien med 157 personer om bord.

Piloterne i Lion Air-flyet, der styrtede ud for Indonesien i oktober, skal have haft svært ved at forstå, hvorfor flyets næse pegede nedad.

Senere har det vist sig, at det angiveligt var fordi, flyets system - fejlagtigt - vurderede, at flyet var ved at miste fart. Derfor skal flyet have brugt sit såkaldte trimsystem til at pege flyet mod jorden for at generere fart.

Ifølge lydoptagelserne talte de to piloter om både højde og fart i de afgørende minutter. De talte dog ikke om trimsystemet.

Et fly af samme type styrtede ned i marts. Det har skærpet interessen for, hvad der skete tilbage i oktober, og hvilken sammenhæng, der kan være mellem de to ulykker.

/ritzau/